nye religiøse bevægelser

Nye religiøse bevægelser er en betegnelse, der generelt bruges om religiøse nyskabelser i den vestlige verden i tiden efter 2. Verdenskrig. Mange er inspireret af protestantisk kristendom, mens et stort antal henter inspiration fra asiatiske religioner, især hinduisme. Flertallet af nye religioner er formentlig teosofisk inspireret (se teosofi). Fælles for de fleste er forestillinger om frelse og troen på, at en ny tid snart vil bryde igennem (se også New Age). Det er karakteristisk, at den enkelte gruppe ser sig selv som spydspids for resten af menneskeheden, og at de troende sætter deres lid til en elsket åndelig leder: en guru, en genkommen Kristus eller en nedsteget avatar.

Nye religioner er et universelt fænomen, der kendes fra stort set alle tidsaldre og alle samfund. I nutiden er det ikke mindst i Afrika, at de religiøse nyskabelser har vist sig. Flere end 10 000 nye religioner er opstået på det afrikanske kontinent i nyere tid. Japan er et andet eksempel; her er op mod 700 nye religioner opstået siden 1945 (se Japan (religioner)). I USA og Europa har et sted mellem 2500 og 3500 nye religioner set dagens lys i samme tidsrum. Tallene er usikre, fordi langt de fleste af disse religioner hurtigt forsvinder igen; hertil kommer, at de fleste er ganske små og derfor er vanskelige at registrere. De største af de nye religioner i Vesten tæller således få tusinde stabile medlemmer, mens det store flertal har nogle få hundrede aktive medlemmer eller færre. I Danmark har ca. 100 nye religioner vist sig inden for de sidste 50 år, men kun få heraf har tiltrukket flere end et par håndfulde medlemmer. Scientology har således ca. 500 stabile medlemmer i Danmark, Transcendental Meditation (TM) ca. 250 og Hare Krishna-bevægelsen (ISKCON) ca. 20. En af de mest omtalte nye religioner, Unification Church (Moon-bevægelsen), tæller højst 30 aktive medlemmer i Danmark.

Antallet af personer, som konverterer til en af de nye religioner, er minimalt i forhold til antallet af potentielle medlemmer. Sociologiske undersøgelser har således vist, at det kun er ganske få procent af de personer, som deltager i de nye religioners introduktionskurser mv., som rent faktisk engagerer sig. Af disse er det overordentlig få, som opretholder medlemskabet over en længere årrække. I Danmark er der skønsmæssigt 0,05% af befolkningen, som varigt er engageret i en af de nye religioner. Det samlede medlemstal må imidlertid opgøres mere nuanceret. Man kan således være med på flere niveauer, og et væsentlig større antal vil have en mere perifer kontakt til grupperne; fx har TM siden 1962 haft op mod 45.000 personer på kursus, og ca. 3000 har en eller anden form for kontakt til gruppen (2006); de deltager evt. lejlighedsvis på et kursus eller modtager et medlemsblad.

Det lave antal stabile medlemmer er i sig selv et indicium imod påstandene om "hjernevask". Sociologiske undersøgelser har vist, at de religiøse bevægelser har svært ved at socialisere medlemmerne, og at kun de virkelig motiverede, som regel unge mennesker i 25-35-års-alderen, engagerer sig. I det hele taget kan religionsvidenskabelige undersøgelser ikke støtte de udbredte forestillinger om kriminalitet, misbrug og manipulation i de nye religioner. Det er givet, at der forekommer krænkelser af forskellig art, men intet tyder på, at hyppigheden skulle være højere end i det omgivende samfund. Det er således bemærkelsesværdigt, at de anklager, der rejses imod de nye religioner, i ét og alt svarer til, hvad man altid har sagt om religiøse minoriteter, eksempelvis om de første kristne i oldkirken.

De nye religioner er blevet forklaret som hhv. et udtryk for eller et opgør med sekulariseringen. Nogle mener, at de er udtryk for religion i opløsning, men flere anser deres opkomst for at være en protest imod tabet af religion i det moderne samfund. Andre har hæftet sig ved de nye religioners sociale funktioner som erstatning for den tabte solidaritet og det tabte familiesammenhold.