Virksomhedspant, en form for pantsætning, som blev indført i 2006 samtidig med fordringspant som undtagelser til forbuddet mod pant i tingsindbegreb. Virksomhedspant har til formål at skabe mere fleksible belåningsmuligheder for erhvervsvirksomheder, som herved samlet kan pantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver af en eller flere nærmere kategorier af aktiver, herunder kundetilgodehavender, varelagre, driftsinventar og -materiel, drivmidler, besætning, goodwill og rettigheder i henhold til Patentloven, Varemærkeloven mfl.

Driftsinventar mv., som er omfattet af en panteret i fast ejendom, er undtaget fra virksomhedspant. Det samme gælder visse aktivtyper omfattet af de nævnte kategorier, som der gælder særlige pantsætningsregler for, fx indregistrerede biler, som kan pantsættes ved tinglysning i bilbogen.

Virksomhedspant er et flydende pant, som ikke er til hinder for, at aktiver udskilles ifølge regelmæssig drift, og som automatisk griber virksomhedens nye aktiver, omfattet af en af de pantsatte kategorier. Pantet skal aftales ved hjælp af et skadesløsbrev, som tinglyses i personbogen, og som ikke kan overdrages. Der kan ikke samtidig være tinglyst virksomhedspant og fordringspant på pantsætters blad i personbogen. Panthaveren skal respektere senere udlæg, hvis han får meddelelse om udlægget senest tre dage efter dets foretagelse.

Virksomhedspant kan ikke stilles til fordel for nærstående. Indtræder konkurs eller betalingsstandsning, kan pantet ikke længere gribe nye aktiver, og panthaveren hæfter subsidiært med 50.000 kr. for de med en konkursbehandling forbundne omkostninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig