Fordringspant, pantsætningsform indført i 2006 samtidig med virksomhedspant. De nye pantsætningsformer forringer ikke adgangen til at etablere fakturabelåningsarrangementer efter Gældsbrevslovens regler. Virksomheder kan ved fordringspant underpantsætte udestående og fremtidige kundefordringer som tingsindbegreb ved tinglysning i personbogen. Fordringspant indebærer, at virksomhedens fordringer omfattes af panteretten, efterhånden som de stiftes, og udgår af pantet ved ophør, fx ved indfrielse. Der er således tale om et flydende pant.

Pantet skal aftales ved brug af skadesløsbrev, som ikke kan overdrages. Der kan ikke samtidig være tinglyst fordringspant og virksomhedspant på pantsætters blad i personbogen. Fordringspant kan ikke stiftes til fordel for nærstående. Indtræder konkurs eller betalingsstandsning, kan pantet ikke længere gribe nye fordringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig