Ventilator, mekanisk luftfornyelsesapparat bestående af normalt elektrisk drevne propeller, som ved rotation sætter luften i bevægelse og fører frisk luft ind eller "dårlig" luft ud af et lokale. Ventilatorer er ofte dele af større ventilationsanlæg, som kan være rene udsugningsanlæg eller anlæg, der på kontrolleret måde både kan indblæse og udsuge luft.

Mekanisk ventilation med både indblæsning og udsugning betegnes balanceret ventilation. Hvis anlægget samtidig kan behandle luften ved filtrering, befugtning, tørring, opvarmning eller køling, er der tale om et klimaanlæg eller aircondition. For at energiindholdet i den varme afkastluft fra et ventilationsanlæg ikke skal gå tabt, forsynes anlægget ofte med en varmeveksler.

Ventilatoren i en bil trækker luft igennem en køler, hvorved motoren afkøles; den derved opvarmede luft kan anvendes til at opvarme kabinen. Se også ventilation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig