Ventilation, luftfornyelse. Bygninger og andre opholdssteder ventileres for at opfylde menneskers og dyrs behov for luft samt for at holde bygninger tørre, så de ikke ødelægges af fugt og bliver usunde at opholde sig i.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ventilation kommer af latin ventilatio, afledn. af ventilare 'vifte', af ventus 'vind'.

Ved ånding ændres luftens sammensætning, idet der forbruges ilt og afgives kuldioxid. Der er derfor behov for luftfornyelse, hvor levende væsener opholder sig i lukkede rum. Gennem forsøg har man fundet, at der skal tilføres mindst fire liter frisk luft pr. person hvert sekund for at sikre en passende luftfornyelse i rum, hvor der ikke er andre "forureningskilder" som fx afgasning fra materialer, arbejdsprocesser, rygning, madlavning, badning, vask og tøjtørring. Især om sommeren kan behovet for ventilation også være afhængigt af varmebelastningen.

Den danske byggelovgivnings overordnede krav til ventilation er, at der i ethvert beboelsesrum og i huset totalt skal være et luftskifte på mindst en halv gang pr. time. Overføring af luft fra et rum til et andet bør kun ske fra mindre til mere forurenede rum. Normalt ventileres boliger derfor på en sådan måde, at indeluft fjernes fra de rum i boligen, hvor de mest fugtskabende og forurenende aktiviteter foregår, dvs. køkken, bad og toilet, og udeluft tilføres boligens øvrige rum. Der ventileres også for at få bedre termiske forhold.

Luftfornyelse kan ske ved naturlig ventilation, mekanisk ventilation eller ved en kombination heraf (hybrid ventilation). Ved naturlig ventilation udnyttes termisk opdrift og vindens påvirkning; ved mekanisk ventilation anvendes elektrisk drevne ventilatorer til at udsuge og/eller indblæse luft.

Ventilation bør ikke give træk, hvilket betyder, at lufthastigheden ved normale temperaturforhold bør være under 0,15 m/s.

Vedr. luftskiftet i lungerne hos landlevende hvirveldyr, se lungesygdomme (lungeundersøgelser) og respiration (respiration hos dyr).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig