veleter

Veleterne var et vestslavisk folkeslag i Forpommern ved det nuværende Tysklands østersøkyst fra 500-tallet til 900-tallet. De var organiseret i en løs politisk enhed, men bestod af selvstændige stammer.

Ifølge den frankiske historieskriver Einhard angreb veleterne i 700-tallet deres vestlige naboer, de ligeledes vestslaviske abodritter. Fordi abodritterne var Karl den Stores allierede, kom veleterne også i krig med Frankerriget. Frankerne erobrede i 789 en del af veleternes territorium, og kristen mission begyndte i området.

Da den danske kong Gudfred i begyndelsen af 800-tallet angreb abodritterne og bl.a. ødelagde handelspladsen Reric, var veleterne blandt danernes allierede. I 964 kæmpede veleterne med den polske hertug Mieszko 1. om herredømmet over Forpommern.

Først sent i 900-tallet blev abodritterne og veleterne forbundsfæller, der sammen med andre slaviske folk modsatte sig Otto 1. den Stores forsøg på at kristne dem. Under et stort slavisk oprør i 983 ødelagde veleterne de tyske bispesæder Havelberg og Brandenburg an der Havel, og de slaviske folk erobrede under veleternes ledelse områderne øst for Elben. Den tyske kolonisering østpå blev standset, og først i midten af 1100-tallet blev områderne igen tyske.

I 1000-tallet optræder veleterne ikke længere under dette navn, men de fortsatte i hvert fald delvis i et nyt stammeforbund under navnet leuticierne (på latin Lutici).