Varæger, (af oldruss. varjag, af oldnord. væringi, se væringer; gr. varangoi), i de tidligste russiske kilder navn på de skandinaver, der i slutningen af 800-t. med Rurik satte sig i spidsen for Rusriget. Siden betegnede varæger de skandinaviske støttetropper, som russiske fyrster i 900-1000-t. indkaldte under interne konflikter. Således var det ved hjælp af varæger, at Vladimir 1. kom til magten i 980, og det var med dem, sønnen Jaroslav den Vise kunne gå sejrrigt ud af borgerkrigen 1015-19. Efter at varægerne havde hjulpet Vladimir til magten, sendtes de videre til Konstantinopel, hvilket synes at være oprindelsen til den byzantinske kejsers varangergarde, der dog først er kendt i græske kilder fra 1034. Efter denne tid synes betegnelsen først og fremmest brugt om købmænd eller grupper af købmænd, og disses kirke i Novgorod omtales undertiden som varægerkirken. At varægerne har indtaget en central og privilegeret stilling i Rusriget, fremgår af den tidlige russiske lovkodeks Russkaja Pravda. Deres betydning ses også af, at de har givet navn til den middelalderlige russiske betegnelse for Østersøen, Det Varægiske Hav.