Artikelstart
Varæger, (af oldruss. varjag, af oldnord. væringi, se væringer; gr. varangoi), i de tidligste russiske kilder navn på de skandinaver, der i slutningen af 800-t. med Rurik satte sig i spidsen for Rusriget. Siden betegnede varæger de skandinaviske støttetropper, som russiske fyrster i 900-1000-t. indkaldte under interne konflikter. Således var det ved hjælp af varæger, at Vladimir 1. kom til magten i 980, og det var med dem, sønnen Jaroslav den Vise kunne gå sejrrigt ud af borgerkrigen 1015-19. Efter at varægerne havde hjulpet Vladimir til magten, sendtes de videre til Konstantinopel, hvilket synes at være oprindelsen til den byzantinske kejsers varangergarde, der dog først er kendt i græske kilder fra 1034. Efter denne tid synes betegnelsen først og fremmest brugt om købmænd eller grupper af købmænd, og disses kirke i Novgorod omtales undertiden som varægerkirken. At varægerne har indtaget en central og privilegeret stilling i Rusriget, fremgår af den tidlige russiske lovkodeks Russkaja Pravda. Deres betydning ses også af, at de har givet navn til den middelalderlige russiske betegnelse for Østersøen, Det Varægiske Hav.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.