Væringer var lejesoldater af fortrinsvis nordisk (svensk) herkomst, som i vikingetid og tidlig middelalder gjorde tjeneste hos lokale fyrster i Rusland og Det Byzantinske Rige.

Faktaboks

Etymologi
Ordet væring kommer af oldnordisk væringi, egentlig med betydningen 'edsvoren', som er sammensat af várar 'troskabsed, løfte', og -gengi 'en, som tilslutter sig noget', en afledning af ganga 'gå'. Samme ord som varæg.

Væringerne anvendtes af fyrsterne i bl.a. Novgorod og Kyjiv og omtales hyppigt i den russiske Nestorkrønike. De byzantinske kejsere anvendte skandinaviske lejetropper i mange krige, og der dannedes en særlig væringegarde i Konstantinopel, som udgjorde kejserens livvagt.

Den mest berømte væringehøvding var den senere norske konge Harald 3. Hårderåde, som tjente den byzantinske kejser 1034-43. Efter 1066 udgjorde englændere i stigende grad væringegarden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig