vådesværk

Vådesværk var i ældre dansk ret en skadegørende handling, der skete ved uagtsomhed eller ved et hændeligt uheld.

I de middelalderlige love sondredes der mellem vådesværk og den forsætlige handling, som kaldtes viljesværk. Ved viljesværk havde gerningsmanden et ansvar både over for den forurettede person og over for det offentlige, dvs. kongen, biskoppen og evt. købstaden. I tilfælde af vådesværk indtrådte alene et ansvar over for den forurettede, men ikke over for det offentlige, da der ikke var udvist en forbryderisk vilje. Sondringen mellem vådesværk og viljesværk skyldes utvivlsomt kirkelig påvirkning, da sondringen hænger tæt sammen med syndsbegrebet.

Inden for vådesværk sondrede lovene mellem såkaldt håndgerning og håndløs våde. Ved håndgerning var skaden forårsaget af menneskehånd, og boden til den forurettede var den samme som ved viljesværk. I begrebet håndløs våde lå, at skaden ikke var forårsaget af menneskehånd, men af dyr, ting eller særlige indretninger. Her ifaldt ejeren eller brugeren som regel en bod på tre mark. I den ældste af landskabslovene, Skånske Lov, kan man se, at kongen ønskede at begrænse ansvaret, hvilket kan tages som indtægt for, at oprindelig var ansvaret for skader af denne art det samme som for egenhændigt tilføjede skader.

Begrebet vådesværk blev senere anvendt i Christian 5.s Danske Lov under betegnelsen vådesgerning og med næsten samme betydning som i landskabslovene. Vådesgerning mistede sin selvstændige betydning, efter at culpareglen (se culpa) var blevet anerkendt som den almindelige erstatningsregel i retspraksis i 1700-tallet og teoretisk underbygget i 1800-tallets juridiske litteratur.