ulande - økonomiske reformer

IMF, Den Internationale Valutafond, fik bl.a. gennem sine stabiliseringsprogrammer stor indflydelse på de kriseramte økonomier, og strukturtilpasning designet med hjælp fra Verdensbanken blev et omdrejningspunkt i udviklingspolitikken i 1980'erne og 1990'erne. Verdensbanken introducerede de såkaldte strukturtilpasningslån i Kenya i 1980, og efter få år udgjorde de ca. ¹/₃ af bankens nettolångivning. Som noget nyt blev disse programlån ikke bundet til gennemførelsen af konkrete projekter. De blev derimod gjort betinget af nøje beskrevne ændringer i modtagerlandenes økonomiske politik. Denne form for betingelser, konditionaliteter, har præget både IMFs engagement og den måde, hvorpå Verdensbankens bistand og lån til ulandene er blevet forhandlet siden 1980. Parallelt hermed er også gældsomlægning og bilateral bistand blevet gjort afhængige af aftaler med de to institutioner. IMF og Verdensbanken har på denne måde opnået en indflydelse på verdens ulande, der langt overstiger deres finansielle betydning.

Baggrunden for tilpasningsprogrammerne og den iøjnefaldende vækst i deres omfang kan anskues fra mindst tre vinkler. Den første synsvinkel: Mange ulande kom ud i dyb økonomisk krise i begyndelsen af 1980'erne. Den massive internationale rentestigning og olieprisernes himmelflugt samt den lave vækst i OECD-landene og et fald i bytteforholdet kostede dyrt. IMF og Verdensbanken har i deres analyser desuden fremhævet politiske fejl og interne økonomiske forvridninger som bidragydere til krisens udbrud samt ulandenes ringe kapacitet til at modstå ydre chok. Utilstrækkelig makroøkonomisk styring samt uhensigtsmæssig importsubstituerende handels- og industripolitik er blandt de forhold, som oftest er blevet trukket frem. Forvredne priser på alle niveauer og statens fremtrædende økonomiske rolle er også blevet kritiseret skarpt. Det blev endvidere hurtigt klart, at krisen i begyndelsen af 1980'erne var af vedvarende og ikke blot forbigående karakter som ved oliekrisen i 1973. Tilpasning under en eller anden form måtte derfor påbegyndes.

Den anden synsvinkel, der kan anlægges på baggrunden for reformerne og strukturtilpasningslånene, fokuserer på Verdensbankens stigende vanskeligheder med at kanalisere finansielle resurser til ulandene og her igen specielt Afrika. Mange af de projekter, der var blevet iværksat i løbet af 1970'erne, begyndte at fungere dårligt, og et foruroligende billede af Afrika, udstyret med halvfærdige, ukoordinerede, donorfinansierede investeringsprojekter, syntes at tegne sig. Afløb i form af projekter med tilfredsstillende afkast havde med andre ord dårlige udsigter. Ikke-projektbunden betalingsbalancebistand forekom i denne situation at være et ideelt instrument. Rationalet var, at de politisk baserede overførsler ville gøre det nemmere at bære de omkostninger, som i alt fald på kort sigt syntes uundgåelige. Vidtrækkende økonomiske og institutionelle strukturreformer kunne komme i gang og bidrage til en mere effektiv og holdbar udnyttelse af såvel de igangværende projektaktiviteter som de kriseramte landes resurser i almindelighed.

Den tredje synsvinkel har sine rødder i det intellektuelle skift, der ca. 1980 fandt sted inden for udviklingsøkonomien. Strukturalistisk udviklingsteori havde siden 1940'erne lagt vægt på ulandenes særlige forhold og tillagt staten en aktiv rolle i gennemførelsen af importsubstituerende udviklingsstrategier. Neoklassisk teori var blevet forkastet som uanvendelig, og udviklingsbistandens rolle var primært at overføre udenlandsk opsparing til ulandene og fungere som "gap-filler". Heroverfor vandt den neoklassiske modrevolution frem, og der blev udformet en række liberale anbefalinger om, hvordan ulandenes økonomiske krise skulle løses. Traditionel, hurtigtvirkende, IMF-inspireret, efterspørgselsbegrænsende økonomisk politik skulle iværksættes straks for at få bedre balance i makroøkonomien og få skabt et stabilt grundlag for fremtidig fremgang. Men herudover skulle økonomiens udbudsside tilpasses og aktiveres for at fremme vækst og balance over for udlandet på længere sigt. Overskriften strukturtilpasning antyder da også, at visionen bag reformerne rakte videre end ren og skær økonomisk opstramning. Markedsbestemte priser på alle niveauer blev betragtet som et centralt middel. Storstilede tiltag for at få de klart overvurderede valutakurser ned er ét eksempel herpå. Hertil kommer udbredt liberalisering af såvel udenrigshandelen som de indenlandske vare- og pengemarkeder. Endelig skulle staten slankes og så vidt muligt fjernes fra al produktiv aktivitet, så den bedre kunne koncentrere sig om de opgaver, den er særlig god til at løse. Krav om vidtrækkende privatisering og omfattende institutionelle reformer blev følgelig også formuleret. Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer er blevet stærkt kritiseret for gennem en dogmatisk tro på markedskræfter ikke at være tilpasset ulandenes virkelighed og derfor at have medført bl.a. øget arbejdsløshed og miljøproblemer. Se også udviklingsstrategier.

Læs mere om ulande.