Det nuværende tyrkiske uddannelsessystem kan føres tilbage til 1924, da koranskolerne blev erstattet af offentlige skoler. Reformarbejdet blev bl.a. fulgt op af indførelsen af det latinske alfabet i 1928.

I det centralt styrede uddannelsessystem er de største udfordringer omkring årtusindskiftet at udjævne forskelle mht. regioner, køn og etniske grupper. Den stadig faldende analfabetisme, der især omfatter kvinder, udgjorde knap 13% i 2008.

Skolesystemet, der er præget af høje klassekvotienter, omfatter en ikke særlig udbredt førskole for 3-5-årige, en otteårig obligatorisk og gratis grundskole, hvoraf de første fem år følges af næsten alle, mens kun ca. 70% fuldfører den obligatoriske skolegang (1997). Derpå følger 3-4-årige ungdomsuddannelser, som omfatter almene, erhvervsrettede og tekniske skoler; disse uddannelser følges af i alt knap 55%.

Adgang til de 30 universiteter, hvoraf det ældste er Hacettepe Üniversitesi i Ankara (oprettet 1206 i Kayseri), og flere hundrede andre videregående uddannelsesinstitutioner opnås alene ved en bestået central adgangsprøve. Pga. kapacitetsproblemer kan dog ikke alle beståede påregne optagelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig