tektonik

Bötticher havde opmålt de græske templer og var i den forbindelse blevet opmærksom på, at konstruktivt mindede templernes opbygning mere om, hvorledes en trækonstruktion fremstod, end at konstruktionen egentligt udnyttede stenmaterialets potentiale for andre samlinger og konstruktive bæresystemer. Endvidere noterede han sig, at dekorationer ikke havde nogen umiddelbar konstruktiv funktion. Ud fra denne betragtning udviklede Bötticher en dualistisk analysemetode, som tog udgangspunkt i et bygningselements kernform (den konstruktive eller statiske egenskab). Og oven på elementets konstruktive egenskaber dannede der sig et kulturelt lag – kunstform.

Den samtidige tyske arkitekt, Gottfried Semper supplerer Böttichers teori med værkerne Die vier Elemente der Baukunst (1851) og Der Stil in den Technischen und Tektonischen Künsten oder Praktische Ästhetik (1860)

Semper var inspireret af Darwins evolutionsteori og på en udstilling blev han introduceret til en traditionel caribisk hytte. Ud fra hyttens konstruktive logik udvikle Semper teorien om, at alle arkitektoniske elementer kan klassificeres i fire urelementer: tag, væg, jordhøj og arne. Endvidere knyttede han alle håndværk til de fire områder: metallurgi og keramik (arnen), tømrerarbejde (tag), vævning, tekstilarbejde (væg), murer, fundament (jordhøjen). Semper beskrev arnen, som arkitekturens ’moralske’ element hvoromkring samfundet institutionaliserede sig.

For Semper var ideen om de fire elementer og de tilhørende håndværk en forklaringsramme for håndværkenes urtypologier, og hvorledes de efterfølgende havde udviklet sig til at omfatte andre materialer og teknologier – en udviklingsprocess han benævnte stofwechslen.

I lighed med Bötticher havde Semper en dualistisk beskrivelse af arkitektoniske elementers virkemidler. Han brugte betegnelserne strukturel-teknisk og strukturel-symbolsk. Sidstnævnte adskiller sig fra Böttichers forståelse som følgende: Med eksemplet i en etruskisk søjle beskrev han, hvorledes den oprindelig havde været en simpel træstolpe, som den statiske del, men var blevet omsluttet af metal, et kernebegreb han kaldte bekleidung. Gennem generationer blev metaldelen kunstnerisk bearbejdet og til sidst udviklet til et selvstændigt statisk element, så træstolpen blev overflødig. Semper benævnte elementer, hvor dekoration og statik var afhængige af hinanden som strukturel-symbolsk og udvidede dermed Böttichers teori, således at kunstform ikke blot var et ’slør’ over kernform, men kunne vokse sammen.