De første danske sygeplejersker blev uddannet ved Diakonissestiftelsen i 1863, kun tre år efter den første sygeplejeuddannelse overhovedet blev grundlagt af Florence Nightingale i London.
På Diakonissestiftelsen var sygepleje nært knyttet til kristendom og næstekærlighed, men dette blev hurtigt påvirket af den verdslige sygepleje som Nightingale stod for. Sygeplejeuddannelsen blev hurtigt en del af sundhedsvæsenet, og i 1876 blev den verdslige model indført på danske hospitaler.
I 1899 blev Dansk Sygeplejeråd stiftet. Med denne formelle placering i medicinske institutioner blev uddannelsen også mere videnskabelig, og lærebøger og uddannelse begyndte at lægge mindre vægt på det personlige kald og opofrelse og mere vægt på videnskabeligt begrundet praksis.
Sygeplejerskeprofessionen har dog den dag i dag stadig et islæt af dette kaldselement, og der findes også stadig uddannelser i den kristne diakoni-tradition, både på professionshøjskoler og på Aarhus Universitet.
Sygeplejeuddannelsen fik statsautorisation i 1933, noget Dansk Sygeplejeråd længe havde kæmpet for, og hermed fik både uddannelsen og professionen en mere tydelig status.
I 1950 blev de 7 første mandlige sygeplejestuderende optaget på uddannelsen ved Rigshospitalet. Indtil da havde alene kvinder uddannet sig til sygeplejersker, og selv om det nu er blevet almindeligt med mandlige sygeplejere, udgør de stadig kun omkring 4 % af alle sygeplejere (2023).
I 1956 fik uddannelsen sin egen lovgivning, og der blev oprettet egentlige sygeplejeskoler – indtil da havde uddannelsen alene foregået på hospitalerne. I 2001 blev uddannelsen i lighed med de øvrige velfærdsprofessionsuddannelser en professionsbacheloruddannelse, og i 2007 kom uddannelsen ind under professionshøjskolerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.