Ungdomspsykiatri, lægeligt fagområde, som sammen med børnepsykiatri udgør specialet børne- og ungdomspsykiatri, der beskæftiger sig med undersøgelse og behandling af børn og unges psykiske forstyrrelser.

Hyppigheden af psykiske lidelser anslås til 8-16 % for skolebørn og unge, men kun en mindre del bliver undersøgt og behandlet af ungdomspsykiatere. Som i voksenpsykiatri (se psykiatri) anlægges et årsagsbegreb med mange faktorer, og behandlingen er i vid udstrækning tværfaglig. Et samarbejde med skolevæsen og socialforvaltning er af stor betydning i ungdomspsykiatri, ligesom familien i meget høj grad inddrages i behandlingen. Behandling sker primært ambulant, men i alvorlige tilfælde under indlæggelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig