sydkoreansk film

Da den sydkoreanske film Parasite i 2020 vandt en Oscar for bedste film, var det første gang, at en ikke-engelsksproget film modtog prisen for ”Bedste film”. Filmen vandt ligeledes hovedprisen i Cannes, Den gyldne Palme. Det var samtidigt en manifestation af, hvordan sydkoreansk film for alvor har udviklet sig i de senere år og i dag regnes som en af verdens største filmnationer.

Sydkoreansk film har i de seneste år appelleret til et bredere publikum. Det gælder dog ikke kun for film, men for sydkoreansk populærkultur generelt. Sammen med andre sydkoreanske fænomener som K-pop, boybands og populære serier som Squid Game (2020-) har sydkoreansk film sat sit præg på verdenskortet. Den sydkoreanske populærkulturelle bølge, kendt som "hallyu," er blevet anset for en storstilet strategisk indsats fra det sydkoreanske styre.

Den globale udbredelse af sydkoreansk populærkultur skyldes også at medieplatforme som YouTube og sociale medier har bidraget til udbredelsen af sydkoreansk popkultur. Specifikt inden for film og tv har Netflix spillet en central rolle ved at åbne for en langt bredere global distribution. Siden 2016 har Netflix investeret mere end 700 millioner dollars i sydkoreansk audiovisuel indholdsproduktion, hvilket har bidraget til udbredelsen af sydkoreansk film og dens globale succes.

The Righteous Revenge (Uirijeok Gutu) fra 1919 betegnes af flere kilder som den første koreanske film. Den er dog en blanding af film og teater; et såkaldt kinodrama, som er en projekteret teateropførsel af skuespillere, der agerer til optagede filmscener. Den første reelle film var Plighted Love Under the Moon (Wolha-ui maengseo) fra 1923. Mere interessant er Na Un-kyu's Arirang fra 1926, der besidder imponerende æstetiske kvaliteter. Den blev dog især kendt for sine underliggende politiske budskaber og modstanden mod den japanske besættelsesmagt.

Arirang udgjorde en undtagelse i et ellers nøje kontrolleret og strengt censureret filmmarked, som var underlagt den japanske kolonimagt i perioden mellem 1910 og 1945, hvor Korea var besat. På dette tidspunkt eksisterede et stramt censursystem, og adskillige film måtte underkastes reguleringer med hensyn til indholdet. Politiet havde også beføjelse til uden varsel at lukke lokale biografer, hvis filmene og visningerne ikke stemte overens med den herskende nationalistiske japanske ideologi.

Størstedelen af filmene, der blev vist i Korea fra 1920'erne og indtil midten af 1933, var Hollywood-produktioner. Det japanske styre havde ingen problemer med at importere disse film, primært fordi Hollywood var villig til at betale betydelige censurafgifter, som det japanske styre havde indført for alle film i Korea. Ifølge flere historikere var Korea Hollywoods mest attraktive marked i Asien i perioden fra 1920'erne og frem til 1933.

I 1933 blev der imidlertid indført en filmlov, kendt som "Deklarationslov 40", som påbød, at alle importerede film først skulle importeres til Japan og derefter til Korea. Dette resulterede i forringede distributionsindtægter for koreanske film, da indtægterne i stedet gik til japanske distributionsfirmaer. Den japanske okkupation medførte også, at elementer fra den japanske film blev overført til de tidlige koreanske film. Et eksempel herpå er den såkaldte ”byeonsa” (kendt som benshi på japansk, en tilstedeværende fortæller i biografen, der kommenterer og fortolker filmen. Byeonasaer var ofte mere populære end selve filmene og skuespillerne. Disse fortællere forsvandt naturligt i takt med fremkomsten af tonefilm i starten af 1930'erne.

Koreakrigen fandt sted fra 1950 til 1953, og udover at opdele Korea i et Nord og Syd påvirkede den den nu sydkoreanske filmindustri. Den måtte flere gange reorganisere sig rent geografisk, da man var tvunget til at midlertidigt flytte til Busan (der i dag huser en af Asiens største filmfestivaler, The Busan International Film Festival) fra det ellers centralt styrede produktionscentrum Chungmuro.

Krigshandlingerne fra Koreakrigen ødelagde imidlertid størstedelen af det tilgængelige filmudstyr og produktionsfaciliteter og satte stort set produktionen af film i stå, ligesom størstedelen af stumfilm gik tabt. Som et middel til at genstarte filmproduktionen fritog man filmindustrien for at betale skat, hvilket resulterede i en relativt hurtig genetablering af den nationale filmproduktion. Således steg antallet af årlige filmproduktioner fra blot otte i 1954 til omkring 100 i 1960. Ifølge Det sydkoreanske filminstitut blev der i 2023 produceret 193 film.

Samtidigt oplevede Sydkorea en kortvarig kunstnerisk frihed mellem 1960 og 1961 med samfundskritiske film som Kim Ki-youngs Hanyo (The Housemaid) fra 1960. Filmen blev genindspillet i 2010 under samme navn og handler om en manipulerende husbestyrer, der forfører manden i huset og dermed underminerer de fasttømrede patriarkalske kønsroller og sociale normer. The Housemaid er desuden en af inspirationskilderne til Bong Joon-hos Parasite.

En anden betydningsfuld film i denne periode var Yu Hyun-moks Obaltan (Aimless Bullet) fra 1961, som skildrer en families kamp mod fattigdom og modløshed i tiden efter Koreakrigen. Filmen er bemærkelsesværdig i kraft af sin ekspressive lydside samt yderst flotte og detaljerede kinematografi.

Med magtovertagelsen af diktatoren Park Chung-hee og hans militærstyre fra 1961 til 1987 steg produktionen af film i Sydkorea jævnt. Dog blev filmene samtidig underlagt tidligere tiders stramme censurkrav, primært med en underliggende antikommunistisk dagsorden rettet mod Nordkorea. Der blev også håndhævet hård censur mod film med antydninger af antimilitante budskaber, hvilket prægede filmproduktionen gennem 1960'erne og 1970'erne.

Først omkring 1980 blev censuren lempet, og dette markerede begyndelsen på en opblomstring af sydkoreansk film, ofte omtalt som "den Koreanske nybølge". Det skal dog bemærkes, at denne bølge ikke udforskede filmiske udtryksmidler eller behandlede politiske emner på samme måde som tidligere filmiske nybølger. Flere film fra omkring 1980 oplevede øget kunstnerisk frihed, så længe de undgik kontroversielle temaer, der kunne vække militærstyrets og censursystemets vrede og opmærksomhed.

En nøgleskikkelse inden for sydkoreansk film er Im Kwon-taek (født 1936), der især er kendt for filmen Mandala (1981). Filmen udforsker to buddhistiske munkes søgen efter mening i det sydkoreanske samfund. Im Kwon-taek var dog ikke en kunstnerisk fornyer, men snarere en dygtig filmskaber formet af den japansk inspirerede mesterlæretradition, hvor yngre instruktører lærte af ældre og mere erfarne instruktører. Denne tradition bidrog til at fastholde en vis konservatisme i sydkoreansk film, der desuden på ny var centraliseret omkring filmbyen Chungmuro.

Fornyelsen af sydkoreansk film i 1980'erne var stadig underlagt militærstyret og en tungt institutionaliseret styring af nye filmskabere. Med militærdiktaturets ophør i 1987 og en demokratiseringsproces, der for alvor tog fart i starten af 1990'erne, begyndte der en bevægelse væk fra det autoritære og apolitiske, og der opstod en fornyelse af sydkoreansk film, primært kendetegnet ved forandringer.

En af de første indikationer på forandring var Im Kwon-taeks Sopyonje fra 1993. Selvom Im Kwon-taek har lavet film siden 1960'erne, og Mandala var hans folkelige gennembrudsfilm, er Sopyonje hans største succes til dato. Dette er bemærkelsesværdigt, især fordi filmen aldrig blev vist i mere end tre biografer ad gangen. Sopyonje er et historisk musikalsk drama, der skildrer den traditionelle kunstart pansori (en vokalist og tromme). Filmen var med til at fremme en folkelig agenda om en særlig sydkoreansk kulturidentitet, hvilket gjorde den uhyre populær. Samtidig fungerede Sopyonje som en allegorisk kommentar til det for nyligt overståede militærdiktatur. Den nationale kulturelle fortælling om Sydkorea vendte Im Kwon-taek også tilbage til i Chihwaseon (Painted Fire) fra 2002, der handler om den koreanske kunstmaler Jang Seung-ub og dennes oprør mod den japanske besættelsesmagt. Im Kwon-taeks stil er ofte minimalistisk og dvælende.

Samtidig blev mesterlærertraditionen gradvist nedbrudt, og nye filmskoler omkring universiteter samt The Korean Film Academy, hvor Bong Joon-ho eksempelvis blev uddannet, blomstrede op. Det bidrog til at skabe en mere varieret filmproduktion uden for Chungmuro-filmbyen. På den måde adskiller betegnelsen "ny koreansk film" sig fra den koreanske nybølge som en kritisk repræsentation af grundlæggende samfundsforandringer i Sydkorea efter diktaturets fald. Dette medførte en øget kunstnerisk frihed og differentiering i den sydkoreanske filmkultur.

I løbet af 1990'erne tog den sydkoreanske film to overordnede retninger: den hjemlige action-blockbuster og den internationalt orienterede kunstfilm.

Op gennem 1990'erne oplevede sydkoreansk film en økonomisk opblomstring, og det førte til fremkomsten af nationale blockbusters primært inden for actiongenren. Store konglomerater som Samsung investerede massivt i filmproduktionen i starten af 1990'erne. Dette kulminerede dog med den finansielle krise over hele Asien i 1997, hvilket resulterede i at konglomeraterne blev opløst igen, men efterlod en bevidsthed om, at sydkoreansk film skulle satse på kommercielt rentable blockbusters.

Et af de første eksempler på dette var Kang Je-gyus actionfyldte spionthriller Shiri fra 1999, der handler om nordkoreanske lejemordere. Filmens brug af special effects imponerede. Filmen solgte flere billetter end Hollywood-blockbusteren Titanic og markerede begyndelsen på en bølge af sydkoreanske blockbusters

Shiri blev hurtigt efterfulgt af Park Chan-wooks Joint Secury Area [JSA] (Gongdong gyeongbi guyeok) fra 2000 om den politiske situation med Nordkorea og dens sikkerhedszone. Den blev ved sin premiere den mest succesfulde film i sydkoreansk filmhistorie. Denne blev igen overgået af Yoou Je-kyoons katastrofefilm Tidal Wave (Haeundae) fra 2009 og senere af Han-min Kims episke krigsaction The Admiral: Roaring Currents (Myeong-ryang) fra 2014, som er den bedst sælgende film nogensinde i Sydkorea.

Tendensen med actionprægede blockbusters ses også i kinesisk film fra midten af 2000'erne, og begge tendenser illustrerer en stigende uafhængighed af den tidligere altdominerende Hollywoodindustri. Ligesom i den kinesiske filmindustri ser vi i sydkoreansk film også en stigende dominans af nationale produktioner. Det kan delvist forklares ved et kvotesystem, der blev indført i 1967, men for alvor blev praktiseret op gennem 1990'erne. Ifølge dette kvotesystem må biograferne et vis antal dage om året kun vise sydkoreanske film, helt op til 140 dage om året. Det har været med til at styrke den nationale film over for udenlandsk importerede film. I praksis betyder kvoteordningen, at sydkoreanske blockbusters får mere distributionsplads, hvilket går ud over smallere film, herunder europæiske film, der får meget lidt opmærksomhed på det sydkoreanske marked.

Siden årtusindeskiftet har sydkoreansk film haft en markedsandel på det hjemlige marked på over 50 %, en markant stigning fra blot 16 % i 1993. I midten af 2000'erne, delvis drevet af Bong Joon-ho’s The Host fra 2006, der opnåede enorm succes i biograferne, steg den sydkoreanske markedsandel på hjemmemarkedet endnu mere og nåede 64 %.

En instruktør, der fik stor international opmærksomhed i 1990'erne, var Hong Sang-soo, kendt for film som hans multiplotfilm The Day a Pig Fell Into the Well fra 1996. Den er baseret på en novelle af John Cheever, og vi følger fire individers skæbner, der langsomt væves sammen. I starten af 2000'erne var en af de mest berømte sydkoreanske instruktører uden for Sydkorea Kim Ki-duk, kendt for film som The Isle fra 2000, der opnåede bred anerkendelse på internationale filmfestivaler, samt filmen Forår, sommer, efterår, vinter... og forår fra 2003.

Disse kunstnerisk orienterede film fortsatte med stor succes på europæiske festivaler, men uden nødvendigvis at fange et stort internationalt publikum, som det var tilfældet med Yoon Je-kyoons episke melodrama Gukjesijang (Ode to My Father) fra 2015, der gennem en ældre mands erindringer skildrer Sydkoreas historiske udvikling. Filmen blev vist og anerkendt på en række udenlandske festivaler, men opnåede ikke stor biografsucces uden for Sydkorea, selv om den er en af de bedst sælgende nationale film nogensinde i Sydkorea.

Evnen til at skabe opmærksomhed og appellere både i hjemlandet og udlandet findes hos en række moderne sydkoreanske filmskabere. De formår at kombinere genkendelige genrefilm med en personlig og kunstnerisk tilgang. Denne kombination ses hos instruktører som Park Chan-wook og Bong Joon-ho.

Efter at Park Chan-wook brød igennem med action-blockbusteren JSA, bevægede han sig mod et mere smalt, men også vestligt orienteret publikum med den ekstremt voldelige, men samtidig lyrisk smukke hævntrilogi. Trilogien omfatter Sympathy for Mr. Vengeance (2002), hovedværket Oldboy (2003), der vandt juryens specialpris i Cannes og blev en stor succes i Sydkorea, samt Sympathy for Lady Vengeance (2005). Park Chan-wook har også instrueret den Hitchcock-inspirerede thriller Decision to Leave fra 2021, der vandt prisen for bedste instruktion i Cannes.

Bong Joon-ho er i dag måske den mest eksponerede sydkoreanske instruktør takket være sit globale gennembrud med Parasite. Forud for dette har han skabt genrefilm som thrilleren Memories of Murder fra 2003, monsterfilmen The Host fra 2007 og science fiction-filmen Snowpiercer fra 2013. Alle disse film trækker på velkendte Hollywood-genrer, samtidig med at de nedbrydes og genfortolkes. Denne tilgang efterlader publikum med både genkendelighed og fornyelse. Denne kombination er en af forklaringerne på både Bong Joon-ho, og Park Chan-wooks internationale udbredelse. Deres film har formået at appellere til et bredt publikum, samtidig med at de også anerkendes af anmeldere og festivaler.

Flere kritikere peger dog også på en tendens til, at sydkoreansk film har et insisterende fokus på skildringer af brutalitet og ekstremvold. Dette aspekt afspejles også i flere nyere sydkoreanske film, der samtidig synes at være et attraktionstræk for det vestlige publikum. Et eksempel er Kim Jee-woons Stanley Kubrick-inspirerede horrorfilm Janghwa, Hongryeon (A Tale of Two Sisters) fra 2003, som blev den første sydkoreanske film vist i amerikanske biografer. Brutalitet og vold er også karakteristisk for Kim Ki-duks Pietà fra 2012, der blev den første sydkoreanske film, der vandt hovedprisen på filmfestivalen i Venedig.

Tendensen fortsætter med Sang-ho Yeons Train to Busan fra 2016, en yderst populær zombiefilm, der udelukkende foregår på et tog, der angribes af zombier. Filmen fungerer samtidig som en satirisk allegori over det sydkoreanske samfund, hvilket deler visse ligheder med Bong Joon-hos Snowpiercer. Train to Busan var blandt andet udvalgt til hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen. Foreningen af en stærk publikumsappel via genrefilm og voldsskildringer, kombineret med stor kritikeranerkendelse og festivalpopularitet, har gjort sydkoreansk film til en international succes.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at den sydkoreanske filmindustri er overvejende domineret af mænd. Kun få sydkoreanske film instrueret af kvinder når biograferne, selv om der i de seneste år er dukket flere kvindelige instruktører op, især på Busan International Film Festival. Et eksempel er Jeon Go-woons skæve komedie Sogongnyeo (Microhabitat) fra 2017, der har vundet flere internationale priser. Kim Boras eksistentielle drama House of Hummingbird fra 2019 har også vundet adskillige internationale festivalpriser, og begge har opnået stor anerkendelse som nye talentfulde, kvindelige instruktører.

• Sydkorea
• Hollywood
• film

• En række klassiske, sydkoreanske film på YouTube fra Det sydkoreanske filmarkiv
• Det sydkoreanske filminstitut

• Lee, Sangjoon (2019). Rediscovering Korean Cinema.
• Shin, Chi-Yun, og Julian Stringer (2005) New Korean Cinema.
• Yecies, Brian (2005). Systematization of Film Censorship in Colonial Korea: Journal of Korean Studies.