New Kids On The Block spiller koncert i New York, 2017
New Kids On The Block spiller koncert i New York, 2017. Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

boyband

Publikum til Westlife-koncert
Publikum til koncert med Westlife i Forum i København, 2003.
Publikum til Westlife-koncert
Af /Ritzau Scanpix.

Et boyband er en popgruppe bestående af unge, fotogene mænd udvalgt af en etableret manager og markedsført over for yngre, kvindelige musikforbrugere. De er på nogen måder indbegrebet af popmusik: et produkt skabt af en industriinsider med henblik på at skabe en kommerciel succes, der samtidig kan komme til at betyde en masse for de fans, der vælger at involvere sig.

De tidlige boybands

Allerede i 1940'erne begyndte noget musik at blive forbundet specielt med teenagers. I Danmark var det de såkaldte swingpjatter, og i USA var det "the bobby soxers". Sidstnævnte beundrede og bestormede Frank Sinatra. Elvis Presley overtog Sinatras rolle fra 1950'erne og fremefter, og fra ca. 1960 begyndte musikbranchen systematisk at lancere mandlige sangere og bands, der var høflige og velopdragne eksempler for ungdommen og sang uskyldige sange om kærlighed til det modsatte køn, fx sangere som Fabian (Fabiano Anthony Forte) (f. 1943) og Bobby Darin (1936-1973).

The Beatles

The Beatles i Madrid i 1965.
Af /Iberia Airlines.
Licens: CC BY 2.0

På nogle måder var The Beatles et af de første boybands. De var ikke blevet samlet af en etableret manager, men det var først da de mødte den håbefulde manager Brian Epstein (1934-1967), at de slog igennem. Han lancerede dem som fire forskellige mandetyper, solgte rettigheder til en voldsom mængde merchandise og fik gjort unge skrigende og besvimende kvinder til indbegrebet af en Beatles-fan. At også unge mænd rent faktisk skreg eller råbte til Beatleskoncerter, kan man se på en lang række billeder.

The Monkees

The Monkees (1966-1970) var det første egentlige boyband. De var sammensat af to tv-producere, der kraftigt inspireret af The Beatles' succes ville lave en tv-serie om en beatgruppe med søde og lidt småskøre medlemmer. Til at begynde med skrev bandet ikke deres egen musik eller spillede på deres plader, fordi producerne ikke syntes, de var dygtige nok. Det blev dog bedre, og efterhånden blev de til et rigtigt band. The Monkees blev en enorm succes, både som tv-serie og på hitlisterne rundt om i verden.

The Jackson Five og The Osmonds

De to amerikanske familiegrupper The Jackson Five og The Osmonds passede ind i den model, som var blevet skabt med The Monkees, men havde endnu yngre medlemmer som frontfigurer, blandt andet en 12-årig Michael Jackson.

Boybands på MTV

Backstreet Boys

Backstreet Boys i 2018.

Backstreet Boys
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Da MTV sendte for første gang i 1981, varslede det grundlæggende ændringer i popmusikken. De levende billeder blev til fantastiske reklamer for en lang række nye og overvejende engelske bands med unge, mandlige medlemmer. De var fungerende bands, før de blev kendte, men med amerikanske New Kids On The Block (1984-1994) blussede de managerskabte boybands op igen i et fornyet format. Nu var de typisk fem medlemmer, der alle sang, dansede og poserede som fotomodeller foran et anonymt backingband. Og de kunne spille deres roller som bandmedlemmer/vennegruppe. New Kids blev utrolig populære og de fik følgeskab af først Take That, og siden kom en bølge af navne, fra Boyzone og Backstreet Boys til *NSYNC, der alle sang på det ene hit efter det andet, som det ikke var til at glemme, når man en gang havde hørt det.

I 1996 slog pigegruppen Spice Girls igennem og understregede, at piger også kunne gå aktivt efter karrieren og partneren. Det åbnede muligheder for en række andre pigebands og især yngre soloartister som Britney Spears og Christina Aguilera. I begyndelsen var Spice Girls foragtede af de fleste, men ligesom boybands er de langsomt blevet en respekteret del af popmusikken.

K-pop

Blackpink
K-pop-bandet Blackpink på YG x UNICEF Walking Festival den 14. maj 2017.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Det seneste skud på stammen er de mange boy- og siden også girlbands fra Sydkorea. De har langsomt indtaget hitlisterne over det meste af verden i de sidste knap 20 år. De syv unge mænd i BTS og de fire unge kvinder i Blackpink (og deres managements) er de fremmeste blandt de rigtig mange K-popbands. BTS' medlemmer siges at have ganske megen indflydelse på deres musik og karriere i øvrigt, mens Blackpink er underlagt et musikindustrielt regime, der blandt andet havde trænet medlemmer i seks år på en slags popakademi, før de debuterede i 2016.

Grundlæggende er boy- (og girl)bands blevet fuldt accepterede ensembler i musikkens mainstream.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig