Spice Girls, britisk popgruppe dannet 1993 af Geri Halliwell ("Ginger Spice" f. 1972), Melanie Brown ("Scary Spice" f. 1975), Victoria Adams ("Posh Spice" f. 1975; fra 1999 Victoria Beckham), Emma Bunton ("Baby Spice" f. 1976) og Melanie Chisholm ("Sport Spice" f. 1975). Spice Girls debuterede i 1996 med singlen Wannabe, som blev et internationalt gennembrud. Gruppen opnåede kolossal popularitet, ikke mindst som rollemodeller for unge piger, med deres "girl power"-budskab. Filmen Spiceworld (1997) var med til at cementere succesen. Geri Halliwell, der fremtrådte som gruppens egentlige leder, forlod gruppen i 1998 og gik solo. De tilbageværende medlemmer udsendte i 2000 albummet Forever, og snart efter opløstes gruppen. Medlemmerne har siden haft solokarrierer med vekslende succes, men gendannede Spice Girls i 2007-08 og tog på verdensturné.