sutur (kirurgisk begreb)

Uanset hvilken teknik der anvendes, tilstræbes det, at sårrandene holdes akkurat sammen for at opnå hurtig heling og et kosmetisk tilfredsstillende resultat. Lukningen må ikke efterlade hulrum i vævet, idet disse kan fyldes med blod og vævsvæske og derved give anledning til betændelse. Såret må så vidt muligt ikke lukkes under større stramning, da dette kan medføre, at trådene skærer gennem sårrandene, eller at blodforsyningen i sårkanterne forringes. Næsten alle sutureringsmetoder kan henføres til enten enkeltknudesuturer eller fortløbende suturer, fx kastesting.

Anvendelse af tråd som sutur og ligatur inden for kirurgi er tidligst beskrevet ca. 1500 f.Kr. i det oldegyptiske Papyrus Smith. I årenes løb er mange forskellige materialer taget i anvendelse, fx tørrede tarme (catgut), tørrede sener, hudstrimler, kvindehår og tekstilfibre af forskellig slags.

I nutiden anvendes overvejende syntetiske suturer og kun sjældent metal, silke eller hørsuturer. Nogle tråde er opløselige i vævet (resorberbare), som catgut eller tråd fremstillet af særlige plastmaterialer, fx polyglykolsyre (Dexon®) eller polyglaktin (Vicryl®), mens andre ikke nedbrydes, som nylontråd. Kirurgens valg af tråde afhænger af vævet, der skal syes sammen, fx anvendes meget tynde suturer, når fine blodkar sutureres, og opløselige tråde i væv, som heler hurtigt.

Det er vigtigt, at trådene ikke giver anledning til reaktion i vævet, og at trådene kan knyttes sikkert med en simpel knude, fx råbåndsknob. Suturer leveres sterile.