strejke - historie

Strejker er historisk set forbundet med det kapitalistiske industrisamfund og arbejderklassens fremkomst. Som kollektivt kampmiddel, hvor arbejderne forlader deres arbejdsplads, kendes strejker ganske vist i tidligere samfund, men de var få, forbudte og mødtes med hårdhændede indgreb fra statsmagtens side, fx Tømrerstrejken i København i 1794.

Strejken blev fra begyndelsen af 1800-tallet den faglige arbejderbevægelses vigtigste kampmiddel i bestræbelserne for bedre økonomisk-sociale vilkår, tålelige arbejdsvilkår og navnlig kortere arbejdstid.

I første halvdel af 1800-tallet gjorde den britiske fagbevægelse de første erfaringer med moderne strejker. Herfra bredte strejken som kampform sig til de øvrige europæiske lande, hvor de sidste årtier af 1800-tallet var præget af intens strejkeaktivitet.

I Danmark var strejker en central faktor under opbygningen af arbejderbevægelsen fra 1870'erne. Arbejdsgivernes svar på strejken blev lockout. En omfattende strejke- og lockoutbølge i Danmark kulminerede i 1899 med den såkaldte storlockout, der afsluttedes med Septemberforliget, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere gensidigt anerkendte hinandens organisations- og konfliktret.

Fra 1917 til midten af 1920'erne oplevede Europa og i nogen udstrækning USA en ny bølge af omfattende strejker og lockouter, delvis under indtryk af Den Russiske Revolution, men også som udtryk for en generel styrkelse af arbejderbevægelsen ved afslutningen af 1. Verdenskrig.

I mellemkrigstidens fascistisk-nazistiske stater blev de selvstændige fagbevægelser og strejker forbudt, mens man i de demokratiske lande så en tendens til statsindgreb over for strejker, der truede samfundsøkonomien. Således også i Danmark, hvor der i 1930'erne gennemførtes en serie indgreb over for strejker og lockouter.

I sidste halvdel af 1900-tallet kunne der iagttages en række strejkebølger med varierende styrke fra land til land. I Danmark var der en intens periode i midten af 1950'erne kulminerende i 1956, derefter en forholdsvis rolig periode, indtil der fra 1968-1969 og gennem 1970'erne forekom høj strejkeintensitet både internationalt og i Danmark med en blanding af omfattende strejker i forbindelse med indgåelse af overenskomster og et betydeligt antal af overenskomststridige strejker.

1980'erne og 1990'erne var præget af en forholdsvis høj konfliktintensitet i Sydeuropa, mens der i Nordeuropa var relativt få strejker. Til gengæld var enkelte store konflikter af betydeligt omfang, fx de danske proteststrejker i 1985 i forbindelse med folketingsindgreb i overenskomstforhandlingerne og storkonflikten i 1998.

I de seneste årtier af 1900-tallet blev det diskuteret, om strejken var et kampmiddel ude af takt med den globaliserede kapitalisme. I de fleste landes fagbevægelser anses strejken imidlertid fortsat for at være det yderste kampmiddel og dermed en del af de faglige organisationers eksistensberettigelse.

Siden midten af 1990'erne har der kun været få store konflikter på det danske arbejdsmarked.

I dette årtusind har det danske arbejdsmarked generelt været roligt, og der har især været konflikter på det offentlige område, hvor især sygeplejersker (2008 og 2021) og lockout af lærerne i 2013 kan nævnes.

I 2021 var der ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA) 96 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser med tab af 4726 tabte arbejdsdage, hvilket er det laveste nogensinde.