Stormen Pia

Stormen Pia gav flere steder forhøjet vandstand og oversvømmelser som her i Frederikssund, hvor vandet følges nøje af områdets beboere.

Stormen Pia
Af /Ritzau Scanpix.

Stormen Pia var en storm, som ramte Danmark i december 2023.

Vinteren havde allerede været på besøg, men den lune luft var ikke skubbet helt væk, så Danmark lå tæt på begge lufttyper. Derfor kunne et lavtryk, der den 20. december lå ved Island, bevæge sig mod Sydnorge den 22. december, hvor lavtrykket blev intensiveret, da temperaturforskellen nord og syd for lavtrykket var ganske stor.

Vinden

Fredag den 22. december tiltog vinden derfor over Danmark , hvor den i høj grad påvirkede juletrafikken på tværs af landet. Vinden tiltog fra vest til stormstyrke ved Vestkysten, hvor den højeste middelvind blev målt i Torsminde med 30,3 m/s. Vindstødene nåede over orkanstyrke med det højest målte vindstød på 44,0 m/s i Thyborøn.

Længere inde i landet aftog vinden, så det var reelt kun ved Vestkysten, at middelvinden nåede stormstyrke – lige med undtagelse af Samsø, der nåede 26,9 m/s.

Vindstødene nåede dog stormstyrke over hele landet og endda orkanstyrke mange steder i Jylland.

Vandstanden

Landet havde stormfloden den 20. oktober i frisk erindring, så en ny storm, der med en anden vindretning kunne påvirke andre kyster, ville være katastrofal.

Ved Vestkysten, der blev påvirket først, nåede vandstanden dog kun 2,98 m ved Højer i Vadehavet. Men den kraftige vestenvind sendte store vandmængder ind gennem Skagerrak til Kattegat, hvor vandet med nordvestenvinden på bagsiden af lavtrykket blev skubbet ned mod nordkysten af Fyn og Sjælland. Vandet steg mange steder til det højeste siden stormen Bodil i 2013.

Den højeste vandstand nåede man i Jægerspris med 180 cm over normal vandstand. Mange andre steder kom vandstanden op på 150-170 cm over normal vandstand, og der opstod der mange oversvømmelser.

Stormflodsrådet vurderede derfor, at stormen Pia havde givet stormflod, så de berørte kunne få erstatning.

Nedbøren

Det havde været et særdeles vådt efterår, hvor rekorden for årsnedbøren var passeret den 20. december. Stormen Pia gav yderligere 14,4 mm, og mere nedbør var forventet frem mod nytår. Den nye rekord for årsnedbør blev på 972,7 mm, hvilket var omkring 70 mm over end den gamle rekord.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig