stivvogn

Stivvognen blev indført i Danmark fra de romerske provinser i 200- og 300-tallet e.v.t., som fundet fra Tranbær mose ved Vejle viser. Den er således Europas længstlevende vogntype, der i løbet af århundreder udvikledes i løbet af middelaleren hovedsageligt til to typer: en vestlig og en østlig. Den vestlige har forvogn med kindinger (stangarme) og er i slægt med jernalderens vogntyper. Den anses for at være ældre end den østlige der har tyve (kløfter) i forvognens hovedbjælke, der måske kan føres tilbage til den europæiske middelalderkultur (hansestæderne).

De oprindelige symmetriske hjul fik styrt (paraplyform) i løbet af renæssancen, hjulene fik massive jernringe omkring fælgen i midten af 1800-tallet, og træakslerne blev ret sent udskiftet med jernaksler.

I visse egne anvendtes endnu i 1930'erne beslåede træaksler. Disse vogne kaldtes træsteldsvogne.

Kort efter 2. Verdenskrig blev stivvognene afløst af fladvogne med luftgummihjul, der blev trukket af traktorer.

• vogn