hestevogn

En hestevogn er et køretøj, der drives frem af en hest eller et hesteforspand. Der skelnes mellem personvogne, kaldet luksusvogne, på den ene side og erhvervsvogne eller arbejdsvogne på den anden side. De samme vogntyper (og vogndele) har imidlertid gennem historien haft meget forskellige navne afhængig af tid, sted, miljø og stand.

Hoffets og adelens fine personvogne (kareter, kalechevogne, jagtvogne, karriol, mfl.) fik tidligt franske, tyske og engelske benævnelser inspireret af de internationale modestrømninger og deres eksklusive vognfabrikanter, mens borgerskabets vogne i købstæderne havde et noget mere begrænset navneforråd (stolsvogn, færdesvogn, faeton, gig, jumbe mfl.), der ofte adskilte sig fra det, de lokale vognfabrikker anvendte.

Bønderne, hjulmændene og smedene på landet havde i ældre tid et begrænset antal vogntyper, der som landbrugsredskaber blev benævnt efter deres funktion: stive arbejdsvogne (møgvogne eller høstvogne), tohjulede kærrer (tørveælter, kalkvogn) og senest fjedervogne (møllevogn, mælkevogn). Fattige husmænd på landet lod fra tid til anden malkekøer eller stude spænde for hestevogne – i visse tilfælde sammen med heste.

Indtil bønderne begyndte at blive påvirket af borgerskabets vognpark sent i 1800-tallet, havde de stort set kun én type luksusvogn, den holstenske vogn, der var en efterkommer af borgerskabets færdesvogn fra 1600-tallet og statens postvogne fra tidligt i 1700-tallet. Ofte brugte man ikke en særlig vogn, men blot et sæt særligt udskårne vognfjæle, som man satte på en stiv arbejdsvogn, der fik monteret agestole til passagererne, når man kørte til stads. På denne vogntype sad bonden på et bræt i vognens forende i modsætning til luksusvognenes kuske, der sad på et fast kuskesæde (kuskebuk), med mindre der var tale om vogne uden kuskesæde, hvor vognens ejere kørte hest og vogn fra sit sæde – eller en forrider, der sad på den forreste hest til venstre (à la Daumont).