spætter

Spætter. 1 perlerygget spætte (Hemicircus concretus, Sydøstasien); 2 lille flagspætte (Dendrocopos minor, Eurasien); 3 stor flagspætte (Dendrocopos major, Eurasien); 4 kravespætte (Celeus torquatus, tropisk Sydamerika); 5 stor myrespætte (Mulleripicus pulverulentus, Sydøstasien), den største af alle spætter; 6 afrikansk dværgspætte (Sasia africana, tropisk Afrika); 7 vendehals (Jynx torquilla, Eurasien); 8 agernspætte (Melanerpes formicivorus, Nord- og Mellemamerika); 9 andesguldspætte (Colaptes rupicola, Andeshøjlandet i Sydamerika). Ill.: Jon Fjeldså.

.

Spætter. Spætter kan hakke hul i træstammer, og de kommunikerer ved at tromme med næbbet.

.

Spætter er en familie med ca. 216 arter i spættefuglenes orden. Familien opdeles i tre underfamilier, vendehalse (Jynginae, 2 arter), dværgspætter (Picumninae, 31 arter) samt egentlige spætter (Picinae). Vendehalse og dværgspætter er ret almindeligt udseende, trælevende fugle, mens de egentlige spætter er specialiserede klatrefugle, der færdes på træernes stammer, idet de holder fast med de kraftige kløer og støtter med halens stive fjer. De fleste spætter findes i Amerika og Eurasien, de resterende ca. 25 arter i Afrika. Størrelsen varierer fra 9 til 58 cm, men langt de fleste måler 15-35 cm.

Faktaboks

etymologi:
Ordet spætte er oldnordisk singularis spéttr, samme ord som latin picus 'spætte' og pica 'skade'.
også kendt som:

Picidae

Føden er primært insekter og insektlarver, som findes i revner og under bark samt fx i myretuer; de tages vha. den kolossalt lange tunge, som er indsmurt i klæbrigt spyt og oftest har modhager. Når tungen er i sin sædvanlige hvileposition, går de lange tungebenshorn langs kraniets overflade op omkring baghovedet og frem til næbroden, hvorfra de hos nogle arter fortsætter i en hulhed i højre overnæb, hos andre i en slynge om højre øjenhule. Især i vinterhalvåret æder mange egentlige spætter desuden en del plantefrø, og de amerikanske saftsugere drikker saft fra løvtræer. De egentlige spætter har kraftige, mejselformede næb, som bruges under fødesøgningen og til udmejsling af overnatnings- og redehuller, mens andre spætter ruger i naturlige huller. Næbbet bruges også til kommunikation, idet begge køn hos de fleste arter trommer ved med op til over 20 slag i sekundet at banke mod en tør gren med god resonans. De fleste arter yngler parvis, og begge mager deltager i udrugning og ungepasning.

I Danmark forekommer foruden vendehals, grønspætte og sortspætte tre arter flagspætter, men kun stor flagspætte (Dendrocopos major, 22-23 cm) er almindelig. Den findes i skove, parker og større haver i hele landet, og med års mellemrum optræder gæster fra nord og øst i invasionsagtigt antal. Mellemflagspætte (D. medius, 20-22 cm) ynglede tidligere fåtalligt i gammel løvskov, men gik gradvis tilbage, og det sidste ynglefund blev gjort i 1959; siden er kun ganske få strejfgæster set i landet. Lille flagspætte (D. minor, 14-15 cm) er indvandret i nyere tid fra såvel øst som syd, idet den først fandtes ynglende i Nordsjælland i 1964 og i Sønderjylland i 1973. Siden har den spredt sig noget, bl.a. til Bornholm, men bestanden er stadig på under 50 par. Den foretrækker naturskov på fugtig bund. Som tilfældige gæster er truffet tretået spætte (Picoides tridactylus) fra Skandinavien og guldspætte (Colaptes auratus) fra Nordamerika.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig