sociale kasser og fonde

Sociale kasser og fonde er en del af den offentlige sektor, som varetager forskellige former for social sikring, især via udbetaling af særlige sociale ydelser. De modtager bidrag, ofte fastsat ved lov, fra personer og virksomheder, men der er normalt ingen direkte sammenhæng mellem bidragenes størrelse og bidragyderens forventede udbetaling. Sociale kasser og fonde er en officiel afgrænsning i nationalregnskabet. I Danmark er det en af de fire delsektorer i sektoren offentlig forvaltning og service, hvor de tre andre er staten, regionerne og kommunerne.

Faktaboks

også kendt som:

Engelsk: Social security funds

I Danmark udgøres de sociale kasser og fonde af Lønmodtagernes Garantifond og a-kasserne. De spiller dermed kun en meget lille rolle for de offentlige finanser. I 2018 administrerede de således ifølge Danmarks Statistik 4 % af de samlede offentlige udgifter. I mange andre lande spiller de imidlertid en væsentlig større rolle, idet obligatoriske sociale bidrag her er en langt vigtigere finansieringskilde end i Danmark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig