Slangebid, bid af giftslanger. Biddet kan medføre indtrængen i såret af giftstof fra slangens gifttænder. Giftstoffet består af små proteiner med enzymvirkning, der nedbryder væv og blodkar.

Den eneste giftslange i Danmark er den almindelige hugorm (Vipera berus). Reaktionen efter et bid af denne er ofte kun beskeden som fx ved et bistik, men nogle tilfælde er alvorligere med større hævelse efter få timer og eventuelt almen påvirkning med kvalme, hovedpine eller åndenød. I sådanne tilfælde bør patienten indlægges på sygehus til behandling med antistoffer fra hesteserum (se serumbehandling). Dødsfald er yderst sjældne.

I troperne og USA findes mere giftige slanger, fx klapperslanger (se grubeorme), hvis bid kan medføre forstyrrelser af blodets koagulation, hvis der ikke gives serumbehandling. Gift fra andre slangearter, fx kobra og mamba (se giftsnoge), kan lamme nervesystemet og vejrtrækningen. Disse forgiftninger behandles ligeledes med serum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig