Næsehornsviper (Bitis nasicornis) fra Ghana. Af /Minden/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

hugorme

Hugorm (Vipera berus) fra Vestjylland.

.

Russels hugorm (Daboia russelii) fra Indien. Den store hugorm har en stærk gift, og bid er meget alvorlige og fører jævnligt til dødsfald.

Russels hugorm
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Hugorme er både en betegnelse for familien hugorme (Viperidae) og underfamilien Viperinae, som også kaldes den gamle verdens hugorme. Familien Viperidae omfatter også underfamilien grubeorme (Crotalinae) og underfamilien Azemiopinae, der udgøres af to små, farvestrålende hugorme fra Sydøstasien. Nedenfor omtales kun den gamle verdens hugorme (Viperinae).

Faktaboks

Også kendt som

Viperinae

Den gamle verdens hugorme omfatter ca. 100 arter, som fordeler sig på ca. 13 slægter. De er udbredt i Europa, Afrika og Asien. Som andre hugorme er de i stand til at rotere overkæbebenet, således at gifttænderne rejses under hugget. Hugorme lever især af hvirveldyr, men kan også tage insekter og orme. De fleste hugorme findes i troperne og subtroperne, hvor de normalt er nataktive. I tempererede områder er derimod ofte dagaktive. Det gælder fx vores hjemlige hugorm (Vipera berus). Flere ørkenlevende arter har udviklet en særlig bevægelsesform, siderulning, der gør dem i stand til at bevæge sig i sand. De afrikanske træhugorme (Atheris spp.) har en snohale som tilpasning til en klatrende levevis. Flertallet af den gamle verdens hugorme er ungefødende, selv om der også er en del arter, som lægger æg.

De europæiske hugorme af slægten Vipera omfatter ca. 21 arter, som hovedsagelig er udbredt i Europa og Vestasien, men findes også i Nordafrika. Hugormen (V. berus) har langt den største udbredelse, som strækker sig fra England i vest til øen Sakhalin i øst. Slægten Macrovipera er repræsenteret tre arter i bl.a. Tyrkiet samt på Cypern og enkelte øer i Kykladerne. Hornslangerne (Cerastes spp.) er udbredt med fire arter i Nordafrika og Vestasien. Som navnet antyder, kan de være forsynet med små hornskæl over øjnene, men ikke alle individer har disse horn. Den meget giftige efan (Echis carinatus) findes i Asien. Tidligere mente man, at denne art var udbredt fra Senegal til Sri Lanka, men er siden blevet opdelt i flere selvstændige arter i Afrika. Dette afsløredes også medicinsk, idet serum ikke altid var effektivt, fordi den var baseret på en anden art end den, patienten var blevet bidt af. De afrikanske arter er æglæggende ligesom hornslangerne.

Russells hugorm (Daboia russelli) er en stor, smuk, men meget farlig hugorm, der er pletvis udbredt fra Pakistan til Taiwan og sydpå til Sri Lanka og Thailand samt på Østjava og visse af de små Sundaøer.

Slægten Bitis omfatter 18 arter i Afrika. Den mest udbredte, puffadderen (B. arietans), findes i Sydmarokko, på savanner syd for Sahara og i Sydarabien. På grund af dens størrelse på op til 190 cm, dens giftighed og dens tilbøjelighed til at bide er den en af de mest frygtede slanger i Afrika, hvor den forvolder mange bid. Andre kendte arter er gabonviperen (B. gabonica) og næsehornsviperen (B. nasicornis). Gabonviperen kan blive over 2 m lang og veje 8,5 kg; den er normalt fredelig.

De syv afrikanske tudsehugorme (Causus spp.) lever af springpadder og er ret forskellige fra andre hugorme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig