Serumbehandling, behandling med serum fra et andet menneske eller et dyr, som ved sygdom eller vaccination har dannet antistoffer mod mikroorganismer, mikroorganismernes evt. giftstoffer (toksiner) eller andre toksiner, fx slangegifte. Serumbehandling er en passiv immunisering, idet antistoffer tilføres udefra, mens vaccination er en aktiv immunisering, idet den vaccinerede organisme selv danner antistofferne. Serumbehandling blev indført af Emil Behring i 1890 og fik stor betydning ved behandlingen af difteri, lungebetændelse og meningitis. En af verdens første kontrollerede kliniske undersøgelser var serumbehandling af difteri, iværksat 1896-97 af Johannes Fibiger på Blegdamshospitalet. Statens Serum Institut blev bl.a. oprettet mhp. fremstilling af serum fra immuniserede heste og kaniner. Behandling med dyreserum medførte ofte bivirkninger i form af serumsygdom.
Efter indførelsen af effektive antibiotika anvendes serumbehandling kun i meget begrænset omfang ved difteri, botulisme (pølseforgiftning), visse tropiske virussygdomme samt slange- og edderkoppebid. Oprenset antistof fra mennesker (gammaglobulin, immunglobulin) anvendes fx ved stivkrampe og forebyggende ved rejser i lande med særlig risiko for leverbetændelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.