Skomager. Som følge af industrialiseringen blev skomagerfaget et reparationsfag, og de vanskelige økonomiske forhold betød, at skomagerforretninger ofte var indrettet i billige lokaler. På dette fotografi af et skomagerværksted i Aalborg fra ca. 1950 bærer hele indretningen præg af fagets tilbagegang. Den ældre skomager ses i sit arbejdstøj med det store forklæde og bowlerhat. Blandt værktøjet savnes dog her den uundværlige symaskine.

.

Skomager er en håndværker, der fremstiller fodtøj af læder og tekstilmateriale.

Skomagerværksteder er i Danmark påvist allerede i vikingetidens byer. Faget nævnes i 1100-tallet, og skomagerne var blandt de mest talstærke håndværkergrupper i byerne. Af skomagerens redskaber kan nævnes skærefjæl og bankeblok, syl, hammer, skojern, læst og den karakteristiske halvmåneformede kniv bielmesseren. Da skomagerne selv garvede huderne, var det også nødvendigt med kar, hvor huderne blev garvet med hjælp af egebark. Undertiden garvede skomagere også for andre, og de var derfor ofte velhavende. Konkurrencen var dog med erhvervets mange udøvere hård, og skomagerne har i særlig grad rettet deres produktion mod de årlige markeder.

Der kendes mere end 50 skomagerlav, de ældste fra 1400-tallet, hvorfra man har bevaret skråer for skomagerne i Flensborg, Slagelse, Sønderborg og Tønder og for skomagersvendene i Odense, Roskilde og Slagelse. Lavenes prispolitik medførte et skærpet opsyn fra kongemagtens side, og i 1507 blev alle skomagerlavene for en tid ophævet, og fuld næringsfrihed indført i faget. Lavene eksisterede dog fortsat, og kongemagten forsøgte i stedet en regulering gennem udstedelse af vedtægter. Skomagernes mesterstykke var ifølge de generelle lavsartikler fra 1682 et par støvler og et par sko.

Skomagerne var den første store håndværkergruppe, der blev påvirket af den industrielle udvikling i slutningen af 1800-tallet, idet skofabrikker tidligt fik symaskiner, kædestingssålemaskiner og såleformspresser m.v. og overtog stadig mere af skofremstillingen, mens skomagerne sad tilbage med forsåling og andre reparationsarbejder. Nu om dage får man nye såler på sko og støvler på en hælebar.

Skomageruddannelsen er siden 1991 en erhvervsuddannelse med specialerne nådler, ortopædiskomager og serviceskomager.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig