skolastik - skolastisk teologi

Skolastik - skolastisk teologi, Skolastisk teologi, der fra begyndelsen af 1100-tallet fortrinsvis dyrkedes ved katedralskoler og senere ved universiteter i det vestlige Europa, har sit grundlag i Bibelen og kirkefædrenes skrifter, som blev fortolket i forelæsninger (lectiones).

De mere spekulative spørgsmål, som disse skrifter gav anledning til, forsøgte de skolastiske teologer at besvare gennem skarpsindige ræsonnementer, der i vidt omfang gjorde brug af klassisk filosofi (questio). Sproglig analyse og logik var vigtige instrumenter for tidens teologer.

Den skolastiske teologis mål var i hovedsagen allerede aftegnet hos Augustin, men blev programmatisk formuleret af Anselm af Canterbury i sætningen "Credo ut intelligam" (lat. 'jeg tror for at forstå'). Hermed understreges, at troen besidder forrang i forhold til menneskelig fornuft, og for de skolastiske teologer var det selvfølgeligt, at kirken havde ansvaret for at formulere den rette troslære; teologiens hovedopgave var derimod at nå til en dybere forståelse af troens sandheder.

Den tidlige skolastik (fx Pierre Abélard og Gilbert de la Porrée) blev mødt med mistro og undertiden direkte afvisning af især repræsentanter for den monastiske teologi (fx Bernhard fra Clairvaux).

Den monastiske teologi hyldede opøvelse af individets gudskærlighed gennem meditativ fordybelse i de centrale begivenheder i frelseshistorien ("kærlighedens skole").

Den skolastiske teologi stræbte derimod efter intellektuel og almengyldig forståelse, som kunne opnås gennem begrebsmæssig undersøgelse af trossandhederne. Den blev derfor et naturligt grundlag for den intellektuelle kamp imod de vantro og kætterne (apologetik).

Skolastisk teologi opnåede almen udbredelse og udmøntede sig dels i kommentarer til de bibelske skrifter og Petrus Lombardus' sentensbøger, dels i selvstændige værker (summa).

Der fandtes flere indbyrdes rivaliserende hovedretninger, men det gav ikke middelalderens lærde anledning til at anfægte den skolastiske teologis grundlag eller metode.

Med humanismen og Reformationen blev den skolastiske teologi udsat for voldsomme angreb, bl.a. fra Erasmus af Rotterdam og Martin Luther, der fordømte denne form for teologi som fundamentalt forfejlet. I sine disputationer imod den skolastiske teologi stemplede Luther den som theologia gloriae 'herlighedsteologi', og han anklagede den for at lade hånt om Guds selvåbenbaring i Kristus og dermed sætte fornuften over den guddommelige frelsesorden.

Også andre reformatorer som Huldrych Zwingli og Jean Calvin afviste den skolastiske teologi. Fra midten af 1500-tallet genvandt den skolastiske metode imidlertid sin position inden for teologien også i de protestantiske områder. Denne genopblomstring blev ikke mindst fremmet af talrige religionssamtaler og kontroversteologiske diskussioner samt af konkrete behov i den teologiske uddannelse. Til forskel fra middelalderens skolastiske teologi afspejlede barokkens skoleteologi betydelig indflydelse fra humanismen, og bibelsk teologi blev udskilt som en særlig disciplin, theologia positiva.

Efter oplysningstidens totale forkastelse af skolastisk teologi som rent hjernespind fik skolastisk tænkning og teologi fornyet aktualitet i sidste halvdel af 1800-t. og i begyndelsen af 1900-tallet.