Katedralskole, tidligere også kaldt domskole eller kapitelskole, skoler, der i middelalderen var knyttet til domkirker og bispesæder.

Undervisningen omfattede foruden fag som grammatik, retorik og dialektik en oplæring i kristendom og kirkemusik. I de øverste klasser lå hovedvægten på uddannelse af vordende præster.

I Danmark kendes katedralskoler i Lund, Viborg, Ribe og Roskilde allerede i 1100-t., mens København og Aarhus først fik katedralskoler i 1200-t.

Katedralskolens elever, peblinge, medvirkede i domkirkens gudstjenester og andre kirkelige handlinger og fungerede undertiden også som degne ved omegnens sognekirker.

Efter Reformationen i 1536 blev de danske katedralskoler statslige latinskoler og fra 1903 gymnasieskoler. Ved den amtslige overtagelse af statens gymnasier i 1986 fik katedralskolerne lov til at beholde det oprindelige navn.

Se også klosterskole, latinskole og gymnasium.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig