pebling

Pebling. Udsnit af et kalkmaleri fra ca. 1450 i Tuse Kirke ved Holbæk. Maleriets motiv er Jesus på vej til undervisning i templet. Sceneriet viser tre drenge med deres skolebøger og skolemesteren klar til dagens gerning, udstyret med ris og ferle. Klædedragten omfatter den for peblingene karakteristiske spidshue, som formentlig har været kilde til øgenavnet Per Caudi, af lat. cauda 'hale', brugt bl.a. af Holbergs Jacob von Tyboe.

.

Artikelstart

Pebling, betegnelse for latinskoleelev, anvendt fra middelalderen til ca. 1800, hvor latinskolen blev omdannet til en bredere humanistisk skole. Disciplene skulle herefter i højere grad samle sig om skolens fag og var ikke længere henvist til at tjene til føden ved tiggeri, ligbæring, kirkesang mv.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pebling kommer af gammeldansk pæpling, egentlig 'lille præst', af middelnedertysk pape 'præst, gejstlig', af latin papa, se pave, og diminutiv afledning -ling.

Betegnelsen pebling kunne anvendes generelt om alle latinskoleelever, men blev især brugt om de yngre. De ældste disciple, der gik i den øverste klasse, mesterlektien, kaldtes degne eller klerke, mens de yngste i nederste klasse, sinkelektien, blev benævnt sinker, en betegnelse, der dengang ikke havde relation til begrebet begavelse, men alene angav, at en person var uvidende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig