Sherry er hedvin fra provinsen Cádiz i det sydlige Spanien. Sherry fremstilles især af druerne palomino & Pedro Ximénez, der udgør 95 % af vinarealet på 12.000 ha i trekanten mellem byerne Sanlúcar de Barrameda, Puerto de Santa María og Jerez de la Frontera. Det er en forstærket vin i varierende sødgrader

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra engelsk sherry, af ældre engelsk sherris, efter sherryens spanske hjemby Xeres (nu: Jerez de la Frontera).

Klimaet i Sherry-regionen

Sherry-distriktet har et forudsigeligt klima med omkring 70 dage med regn og næsten 300 solskinsdage om året. Regnen falder hovedsageligt mellem oktober og maj med et gennemsnit på 600 mm.

Sommeren er tør og varm med temperaturer på op til 40 °C. Havet giver dog fugt til vinmarkerne i de tidlige morgentimer, og lerjorden i undergrunden holder på vandet. Den gennemsnitlige temperatur hele året rundt ligger på cirka 18 °C.

Jordbundsforhold i Sherry-regionen

Der findes tre vigtige jordtyper i Sherry-distriktet til dyrkning af druer til sherry:

  • Albariza: Den letteste jordbund, næsten hvid, og bedst til dyrkning af palomino-druer. Den består af cirka 40 procent kalksten, mens resten er en blanding af ler og sand. Albariza bevarer fugten godt i de varme sommermåneder.
  • Arenas: mørk sandfarvet jordbund, der også indeholder 10 procent kalksten, men med et højt sandindhold.
  • Barros: Mørkebrun jordbund, der består af 10 procent kalksten med et højt lerindhold.

Albariza-jordbunden er den bedste til dyrkning af palomino-druen. Barros- og arenas-jordbunden bruges hovedsageligt til Pedro Ximénez- og Moscatel-druer.

Fordelen ved albariza-jordbunden er, at den er meget absorberende og kompakt, så den kan fastholde og maksimere udnyttelsen af den lille mængde regn, som Sherry-regionen modtager.

Vinen

Druerne bliver typisk gæret i store beholdere under temperaturstyring, således at den naturlige frugtaroma bibeholdes. Den færdiggærede vin er relativt neutral i duft of smag; ligesom med processen i champagne er det den efterfølgende behandling af vinen, der betyder mest for den færdige stil

Vinen kommer på 500-liters fade, der kun fyldes 5/6 op, og et særligt mikroklima bevirker, at der i nogle fade dannes et centimetertykt lag af gær, flor, som beskytter vinen mod iltning. Vine med flor forstærkes med druesprit til 15,6-17 % og bliver til den knastørre fino, mens de øvrige vine ilter til den mørkere oloroso, som forstærkes til 18-20 %.

Al sherry er naturligt tør, men druerne pedro ximénez (PX) og moscatel anvendes til at forsøde billige fino og oloroso til creamsherry. Manzanilla er en tør og sprød fino, som er lagret i Sanlúcar ved havet og derfor har en let saltsmag. Amontillado er en lagret fino, som bliver ravgylden og nøddeduftende, mens den sjældne palo cortado forener karakteren i fino og oloroso.

Sherry skal minimum være tre år gammel, men de bedste vine ligger 10-20 år eller mere på fade, der indgår i det system, som kaldes solera. Der må her maksimalt tappes 1/3 af hvert fad, som så efterfyldes fra næste (yngre) række osv. Sherry er altid blandet og afstemt af vin fra mange årgange, og står der fx solera 1960 på en etiket, er kun få dråber fra det år, denne solera blev påbegyndt. Den årlige produktion af sherry er på ca. 1 mio. hl, hvoraf 85 % går til eksport.

VOS & VORS

VOS (Vinum Optimum Signatum) og VORS (Vinum Optimum Rare Signatum) er to kategorier af sherry, der er kendt for deres høje kvalitet og alder. Begge kategorier er defineret af Consejo Regulador del Sherry y Manzanilla (Sherry- og Manzanilla-rådet) og er underlagt strenge krav. VOS skal mindst have en gennemsnitsalder på 20 år, hvor VORS skal have en gennemsnitsalder på mindst 30 år

Sherrys ry

Sherry har ikke genvundet sin tidligere stærke position internationalt og nationalt, trods produktets unikke karakter. Et negativt image for de beskedne kvaliteter og mangel på samlerobjekter blandt de finere sherryer samt en generel afmatning i markedet for hedvine er nogle af årsagerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig