Muscat, (fr., samme ord som muskat, se muskatnød), moscato, moscatel, verdens ældste kendte drue og en af de fornemste. Den er stor, oval, aromatisk og sødmefuld og giver vine, der smager som druen; vinen kan være tør, men er oftest sød. Muscat findes i mindst 200 varianter, både som grøn og blå. Muscat blanc à petits grains, Alexandria, Hamburg og Ottonel er hovedtyperne. Se også vin (druer).