Seksdagesløbet i Gent er et årligt banecykelløb, der afholdes i Kuipke-velodromen i centrum af belgiske Gent. Løbet er lidt af en folkefest med kultur, øl, pommes frites, cykelløb og alt muligt andet. Den 14. til 19. november 2023 blev eventet afviklet for 82. gang.

Løbets historie og vindere

Løbet blev kørt for første gang i Gent i 1922. Kuipke-velodromen i Citadel Parken blev bygget i 1962, men brændte siden, og den nuværende velodrom er fra 1965. Christophe Sercu (f. 1970), søn af legendariske Patrick Sercu, er løbsdirektør. Patrick Sercu, der døde i 2019, er i øvrigt den mest vindende rytter i løbet med elleve sejre. Næstmest vindende er Etienne De Wilde med ni sejre. Australske Danny Clark har vundet syv gange, mens belgiske Iljo Keisse har seks sejre.

Danske sejre

En række danskere har vundet i Gents seksdagesløb. I 1981 vandt Gert Frank-holdet med Patrick Sercu løbets 41. udgave. Igen i 1984 vandt Gert Frank, denne gang en ren dansk sejr hentet sammen med Hans-Henrik Ørsted.

I 1992 vandt Jens Veggerby (f. 1962) sammen med Etienne De Wilde. I 1999 sejrede Jimmi Madsen sammen med australske Scott McGrory. Veggerby og Madsen er desuden sammen noteret for andenpladser i 1995 og 1997, mens Madsen og Tayeb Braikia blev nr. tre i 1998.

Den seneste rene danske sejr blev hentet i 1999 af Alex Rasmussen og Michael Mørkøv. Mørkøv har desuden også vundet i 2015 sammen med Iljo Keisse. Her var danskeren den eneste ikke-belgier på podiet.

Første dansker, der kørte seksdagesløbet i Gent, var Palle Lykke i 1961. Marc Hester kørte hele 14 seksdagesløb i Gent. Første gang han deltog, var i 2005. Bedste placering er en tredjeplads i 2011 med franske Morgan Kneisky.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig