sandhi

Sandhi, (af sanskrit saṃdhi- 'forening, sammenføjning'), sprogvidenskabelig betegnelse for lydændringer, der udløses af lydsammenstød ved ord- eller morfemgrænser, fx assimilation. Betegnelsen stammer fra den indiske oldtidsgrammatiker Paninis beskrivelse af sanskrit; i dette sprog gengives talesprogets sandhi i skriftsproget.

Ved ekstern sandhi forstås modifikationer mellem tilgrænsende ord, fx på schweizertysk systematisk indsættelse af -n mellem udlydende vokal og forlydsvokal og på fransk liaison, dvs. overtrækning, jf. les enfants [le-z-ɑ̃ˈfɑ]̃ 'børnene' over for les femmes [le ˈfam:] 'kvinderne'.

Ved intern sandhi forstås modifikationer ved morfemgrænser inde i et ord som den forskellige udtale af g i bag-e over for bag-t. Også inden for ords prosodi forekommer sandhi, fx vokalforkortelse og stødtab i første sammensætningsled på dansk, fx sne over for snemand. Se også morfofonologi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig