sabinere

Sabinere, italisk oldtidsfolk, der boede NØ for Rom. Der opstod tidligt kontakter mellem sabinerne og romerne, og i løbet af 400-t. f.Kr. kom det adskillige gange til sammenstød mellem de to folk. I begyndelsen af 200-t. f.Kr. erobrede romerne sabinernes land. I romertiden var de berømte for deres stærke religiøse tro og udøvelsen heraf, og man mente, at mange af romernes religiøse skikke stammede fra sabinerne. De talte et italisk sprog, som nu regnes for at have været sydpikensk.

Sabinerindernes rov er et romersk sagn om Romulus, Roms grundlægger, der inviterede sabinerne til fest, hvorefter deres unge kvinder blev røvet, da romerne manglede kvinder. Det kom herefter til krig mellem sabinerne og romerne, der blev bilagt af sabinerinderne, som nu var blevet romerske hustruer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig