De forskellige prærieindianeres områder i Nordamerika i begyndelsen af 1800-tallet.

.

Prærieindianere er en samlebetegnelse for indianere der før Europæisk kolonisering var bosat i prærielandet i det centrale Nordamerika mellem Rocky Mountains og Mississippi River. Ved tiden for de tidlige opdagelsesrejser i området i 1600- og 1700-tallet sås to kulturformer baseret på henholdsvis agerbrug og jagt samt indsamling. På prærien levede folkeslag der talte sprog fra seks forskellige sprogfamilier. I det østlige prærieområde levede bofaste agerbrugere som pawnee, omaha og mandan. Fra deres landsbyer i floddalene foretog de korte jagtture på prærien. I det vestlige, mere tørre område holdt spredte jægerfolk såsom apacher til. Jægerfolkene boede i små, koniske telte, tipier, havde hunde som trækdyr og drev handel med de fastboende grupper.

Med den europæiske kolonisering ændredes billedet. Den præriekultur, som i 1990'erne opfattes som den traditionelle, tog form i begyndelsen af 1700-tallet og fungerede indtil sidste halvdel af 1800-tallet, da europæernes udryddelse af de store bisonflokke fjernede præriefolkenes livsgrundlag. Fra de spanske kolonier i Sydvesten havde indianerne i løbet af 1600-tallet fået heste. Med brugen af heste blev det muligt at udnytte præriens resurser mere effektivt, og der udvikledes en ensartet kulturform baseret på bisonjagt til hest. Grupper som cheyenne og sioux opgav agerbruget helt. Bisonen gav dem føde og klæder, redskaber og boliger, og bisonflokkenes vandringer kunne følges til hest. Om sommeren samledes man i store lejre, hvorfra fællesjagter udgik. Mange stammer afholdt fælles ceremonier som fx soldans. I vinterhalvåret delte de sig op i mindre, selvstændige familiegrupper. Krigeridealet stod højt, og fejder mellem de forskellige grupper var hyppige.

I sidste halvdel af 1800-tallet søgte den amerikanske hær at få kontrol over prærielandet, men mødte væbnet modstand fra især sioux, cheyenne og arapahoe, senest i Slaget ved Little Bighorn i 1876. Mange grupper var allerede decimeret af europæiske sygdomme og forflyttedes til Indianerterritoriet i Oklahoma. Indianerne søgte, bl.a. gennem åndedans, at genvinde fortidens liv, men forsøget endte i en massakre ved Wounded Knee i 1890. Dele af prærielandet blev gjort til reservater, hvor indianerne måtte overleve på ydelser fra den amerikanske regering eller forsørge sig med jordbrug eller kvæghold.

Træk af præriekulturen som de store fjerprydelser, klædedragter med lange frynser og perleudsmykninger er i 1900-t. blevet symboler på det indianske. På reservaterne i Vesten har der siden 1970'erne været bestræbelser på økonomisk udvikling og opbygning af folks selvværd for at modvirke en udbredt forarmelse, alkoholmisbrug og sociale dårligdomme. Se også indianere.

Prærieindianernes sprog

De omkring 30 nordamerikanske sprog, som har været talt på prærien i historisk tid, tilhører sprogætterne algonkin, sioux, kiowa-tanoansk, na-dené og uto-aztekisk. Der er ikke mange fællestræk, idet kontakten mellem sprogene kun var intensiv i en relativt kort periode i 1700-1800-tallet Imidlertid udviklede prærieindianerne et sofistikeret fælles tegnsprog, først dokumenteret i midten af 1500-tallet i det nordlige Texas; dette tegnsprog bredte sig siden til hele prærien og kendes endnu i dag. I høvdingeannaler blev de vigtigste begivenheder for et givet år gengivet i piktografiske tegninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig