Polo er et hockeylignende spil til hest med fire spillere på hvert hold. Det gælder om med en stok at skyde en lille bold ind i modstandernes mål .

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer via engelsk polo fra tibetansk bolo 'bold'.

Regler og udstyr

Både bold og stok er lavet af bambus. Banen er 274 m lang og 146 m bred. Der er mål i hver ende uden målmand. Spillet består af 6-8 perioder, chukkas, der hver varer 7½ minut Mellem hver chukka skiftes hest.

Den vigtigste regel er vejretten (right of way), som altid er hos den spiller, der rider direkte i boldens retning eller følger den i den mindste vinkel. Polohestene er 155-160 cm høje og altså ikke egentlige ponyer (maks. 148 cm); den argentinske polohest er grundstammen i de fleste hold.

De internationale regler varetages af den britiske Hurlingham Polo Association (grundlagt i 1886) og The United States Polo Association (grundlagt i 1890).

Historie

Polo kendes fra Persien ca. 500 f.v.t. Spillet spredte sig østpå og fungerede som træning for kavaleristerne på begge sider af Himalaya. Omkring 1870 blev det bragt til Europa af de britiske kavalerister i Indien. Der har fem gange været afholdt OL i polo, senest i 1936. Polo spilles næsten udelukkende i de engelsktalende lande, men siden 2. Verdenskrig har Argentina været førende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig