Plantehormoner er naturligt forekommende organiske forbindelser, der fungerer som kemiske budbringere og virker regulerende på vækst og differentiering hos planter.

Faktaboks

Også kendt som

phytohormoner

Normalt forekommer plantehormoner i meget lave koncentrationer i cellen, som regel en milliontedel af vævets/cellens friskvægt. De produceres i almindelighed i bestemte dele af planten og transporteres derfra til andre dele, hvor de udøver deres virkning ved at regulere en fysiologisk proces i et specifikt væv eller en specifik celle, der er tilpasset til at reagere på små mængder af disse forbindelser.

Baseret på denne definition, som er lånt fra dyrefysiologien (se hormoner), kan de bedst kendte "klassiske" plantehormoner inddeles i fem hovedgrupper: auxin, abscisinsyre, cytokinin, gibberellin og ætylen. Mange andre naturligt forekommende forbindelser, fx brassiner og turgoriner, spiller også vigtige roller i plantelivet, men på nuværende tidspunkt betragtes de ikke som plantehormoner pga. manglende bevis på deres transport i planten.

Virkning

Hormonernes virkning er dels afhængig af deres dosis i vævet/cellerne (targetceller), dels af reaktionsevnen af vævet/cellerne (følsomheden). Auxiner er giftige for planter ved høje koncentrationer, og dette danner basis for deres anvendelse som ukrudtsmidler.

Sammenlignet med dyrehormoner er plantehormoner små molekyler. De er endvidere uspecifikke, dvs. at det samme hormon kan have flere virkninger. Auxiner fremmer fx cellestrækning såvel som dannelsen af rødder, men hæmmer sideknopbrydning og bladfald. Forskellige hormoner kan udløse den samme virkning; fx kan både auxin, cytokinin, gibberellin og ætylen fremme celleudvidelse. Se også planter (plantevækst). Bladfald styres af både auxin, ætylen og abscisinsyre. Der er tale om et meget indviklet, men harmonisk samspil mellem de forskellige hormoner.

Vækst og differentiering reguleres ikke blot af de enkelte hormoner, men er også bestemt af tidsfaktoren, dvs. de ændringer i hormonbalancen, som indtræffer i løbet af plantens livscyklus.

Virkningsmekanismer

Hormonernes virkningsmekanisme spænder fra direkte virkninger på cellemembraner til virkninger på arvematerialet. I nogle tilfælde udløser hormonbinding til receptorer på cellemembranen en kompliceret kædereaktion inde i cellen med mange komponenter, hvilket til sidst stimulerer biokemiske processer. I andre tilfælde fører påvirkning af DNA til syntese af nye proteiner, der er nødvendige for langvarig vækst og organdifferentiering.

Pga. deres påvirkning af næsten alle faser af plantens livscyklus har hormonlignende forbindelser store kommercielle anvendelsesmuligheder i landbrug og havebrug til regulering af plantevækst. Blandt de vigtigste anvendelsesområder kan nævnes stiklingers roddanelse, stråforkortning, opformering af planter in vitro (se mikroformering og vævskultur), formdannelse af planter, afløvning af planter, frugtsætning, -modning og -fald, kerneløse frugter, ukrudtsmidler, maltning i ølbrygning osv. Via genteknologi arbejdes der på at fremstille planter, hvori plantehormonniveauerne er reguleret således, at de bedre passer til menneskets ønsker. Gensplejsede tomater med forlænget holdbarhed findes på markedet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig