vævskultur

Når en tynd (mindre end 2 mm tyk) skive af et væv, et eksplantat, anbringes i et passende vækstmedium, vil celler i skivens overflade dele sig og frigøres enten som fritflydende celler eller hæftede til dyrkningskarrets bund. Disse celler danner udgangspunkt for en cellekultur, se celledyrkning, mens den oprindelige vævsskive fjernes og er uden videre interesse.

Som regel vil kulturen efter et antal cellegenerationer være domineret af en enkelt eller nogle få celletyper, og cellerne vil have tabt en del af deres oprindelige strukturelle og funktionelle kendetegn, dvs. være modificerede. Dette er ofte reversibelt, således at de under passende omstændigheder, fx ved tilbageførsel ved injektion i det væv, hvorfra de stammer, vil genvinde deres oprindelige egenskaber. Vævskultur har specielt medicinsk interesse i forsøg på at reparere beskadigede væv, fx bruskvæv i led ødelagt af slidgigt.

Plantevævskultur anvendes til steril dyrkning af plantevæv og -organer, der er isoleret fra en moderplante. Plantevæv er i denne forbindelse bl.a. udifferentierede celler (kallus) og celler uden væg (protoplaster), mens planteorganer fx er stængler, rødder, pollen, vækstpunkter (meristemkultur) og små kim udtaget fra frø (embryokultur).

I modsætning til vævskultur fra dyr og mennesker kan der regenereres nye, komplette individer vha. plantevævskultur. Teknikken benyttes i forbindelse med formering af fx truede plantearter, som er vanskelige at formere, udvikling af transgene planter, produktion af stoffer til fx medicin, udvikling af virusfri planter, langtidsopbevaring i såkaldte genbanker samt til grundvidenskabelige undersøgelser, fx af cellernes reaktion på plantehormoner. Disse metoder kaldes også for bioteknologiske metoder; se mikroformering og planteforædling.

Mht. vævskultur af bakterier og svampe, se bioteknologi.