Pizza, rund, bagt dejplade belagt med forskelligt fyld. Udrullet meldej har oprindelser i oldtiden i Middelhavsområdet, men fik i form af pizza et gennembrud i Napoli i 1800-t. Pizza var en folkelig ret tilberedt ved boder på gaden, friturestegt med tomatsovs og revet ost. Senere blev den bagt i stenovn. Den blev populær uden for Napolis grænser efter den italienske genforening i 1861 som følge af dronning Margheritas besøg i Napoli, hvor hun fik tilegnet en pizza, margherita, med det italienske flags farver: grøn (basilikum), hvid (mozzarella) og rød (tomat). Pizzaens udbredelse uden for Italien er foregået via USA, hvor hjemvendte soldater fra 2. Verdenskrig gjorde den populær.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet pizza er italiensk, af uklar opr.
Der findes talrige pizzaer med faste sammensætninger; blandt de traditionelle er, ud over margherita, napoletana med tomat, mozzarella og ansjoser samt capricciosa med tomat, mozzarella, æg og oliven. En lukket pizza med fyld hedder calzone. Pizza anses i dag for at være en af de mest udbredte spiser i verden.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.