Partikeldetektor, inden for fysik et apparat, som anvendes til at registrere subatomare partikler. Disse kan stamme fra kerne- og partikelfysiske eksperimenter eller fremkomme ved naturlige radioaktive processer. Fælles for partikeldetektorer er, at den indkommende partikel afsætter energi i detektoren ved ionisering af detektormaterialets atomer. Ioniseringens omfang afhænger af partiklens ladning og energi.
Signalet fra detektoren kan bestå af lys, der udsendes, når de ioniserede atomer rekombinerer (se scintillationsdetektor), eller hvis partiklens hastighed overstiger lyshastigheden i materialet (Tjerenkov-effekt). I disse tilfælde skal detektormaterialet være gennemsigtigt. Signalet kan også være den elektriske impuls, der fremkommer, når de løsrevne elektroner i detektormaterialet drives til en opsamlingskontakt under indflydelse af et påtrykt elektrisk felt. Detektormaterialet kan her være et fast stof (fx germaniumdetektor) eller en gas (proportionaltæller eller geigertæller). I de nu forældede tåge- eller boblekamre er signalet et spor efter partiklen, der kan affotograferes.
Måling af elektrisk neutrale partikler (fx neutroner) er mere kompliceret, idet partiklen først skal overføre energi til en ladet partikel fra selve detektormaterialet ved en kollision.
Hver detektortype har sine fortrin, fx nøjagtig bestemmelse af partiklens energi, ankomsttidspunkt (se koincidenstæller) eller position. Moderne partikeldetektorer er gigantiske instrumenter, der kan bestå af op til en halv million detektorenheder arrangeret i koncentriske lag. De største partikeldetektorer anvendes i eksperimenter ved de store partikelacceleratorer, bl.a. ved CERN.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.