naftol

Artikelstart

Naftol, C10H8O, organisk forbindelse, der findes i to isomere former: 1-naftol (α-naftol, 1-hydroxynaftalen) med smp. 97 °C og kp. 288 °C og 2-naftol (β-naftol, 2-hydroxynaftalen) med smp. 124 °C og kp. 295 °C. De er tungtopløselige i vand, men kan opløses af visse organiske opløsningsmidler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet naftol kommer af nafta og -ol.

Begge stoffer kan fremstilles ud fra de tilsvarende isomerer af naftylsulfonsyre ved alkalismeltning. Forbindelserne forekommer naturligt i små mængder i stenkulstjære. De er vigtige mellemprodukter i den kemiske industri. α-naftol er udgangspunkt for flere vigtige herbicider, insekticider og lægemidler. β-naftol og i mindre omfang α-naftol anvendes ved fremstilling af naftolfarvestoffer. Naftol virker antiseptisk, men er hud- og slimhindeirriterende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig