Myreplanter, planter, som har et særligt samliv med myrer. Frø af fx lærkespore (Corydalis) og svaleurt (Chelidonium majus) er forsynet med olieholdige vedhæng, "myremad" (elaiosomer), der tiltrækker myrer. Myrerne slæber frøene hjem til boet, fortærer vedhænget og bærer atter frøene ud, hvor de kan spire til nye planter. Hos den blå anemone (Anemone hepatica) er det olierige frugtstilke, der lokker myrerne, som spreder plantens frø (myrmekokori). Fænomenet er særlig udbredt i troperne, hvor der kan dannes store, hængende "myrehaver" af især epifytiske planter, når myrer samler jord og frø i træernes grene. Myrer tager ofte bo i hule træstammer og andre hulheder, fx planteslægten Myrmecodias tykke kimstængler, der er gennemvævet af en labyrint af gange. I særlige hulrum anbringes ekskrementer og føderester, der lækker næringsstoffer, som planten kan bruge. Hos den amerikanske bøffelhornsakacie (Acacia cornigera) skaffer myrerne sig adgang til husly ved at bide hul på træets hule torne, og de drikker nektar fra særlige kirtler og finder føde fra små næringsrige dannelser, "myrebrød", på bladspidserne. Til gengæld forsvarer myrerne træet mod angreb af skadedyr. Fløjteakacien (Acacia drepanolobium) på den afrikanske savanne har navn efter de fløjtetoner, som frembringes, når vinden passerer de små huller, som myrer har gnavet i træets gallelignende, hule torne.