musikstreaming

For brugerne har musikstreaming accelereret den udvikling, som i 2000'erne var i gang med mp3-afspillere som Apples iPod, hvor hele musikbiblioteker kunne medbringes overalt.

Mobiliteten og dermed muligheden for at ’soundtracke’ nærmest enhver situation understøttes af, at de fleste streamingplatforme kan tilgås via en smartphone. Mange platformes satsning på stemnings- og moodbaseret musikforbrug både afspejler og forstærker den medfølgende tendens til situationsbestemt lytning – en tendens, som har genrejst gammelkendte debatter om aktive versus passive lyttere, forgrunds- versus baggrundsmusik, eller originalitet og kunstneriske ambitioner versus automatiseret (fx AI-drevet) musikproduktion. Forskning viser dog stor variation i, hvordan den samme musik og de samme tjenester, funktioner og interfaces bruges af forskellige lyttere.

For det streamingbaserede musikforbrug er playlisten det dominerende format. Fx rådede Spotify angiveligt over mere end 4 milliarder playlister i 2020 – såvel professionelt sammensatte som autogenererede og brugerskabte. Playlister kan være afsluttede serier af sange (som fx denne uges hitlister) eller fortløbende generede (fx med afsæt i en bestemt sang eller kunstner).

Som en vigtig service tilbyder de populære tjenester desuden personliggjorte forslag – fx hvad angår kunstnere, album og genrer. Bag sådanne forslag ligger en intens indsamling af brugerdata, som også bruges til at målrette reklamer til brugere uden et betalingsabonnement.

Også podcasts, videoer, computerspil, muligheden for at følge ’venner’, støtte artister og købe merchandise eller koncertbilletter er del af den brugeroplevelse, som streamingtjenesterne tilbyder.

Streamingtjenester indgår ikke bare i de fleste danskeres musikforbrug. Særligt blandt unge er her tale om den klart dominerede måde at tilgå musik på både herhjemme og internationalt, og streamingtal kan være svimlende. Fx opnåede den mest spillede artist på Spotify i 2023, Taylor Swift, mere end 26 milliarder afspilninger.

Den store udbredelse har gjort tjenesterne uomgængelige som distributionskanal for kunstnere og pladelabels. For eksponering på platformene og dermed indtjening er det imidlertid afgørende at få udgivelser inkluderet på playlister og særligt de mest afspillede. Af samme grund optimeres musikproduktioner, så de svarer til de genrekriterier eller i videre forstand den lyd, der præger de succesfulde lister – som fx Spotify’s RapCaviar eller Viva Latino. Det kan også være et spørgsmål om at komponere aktivitetsegnet eller stemningspræget musik fx med henblik på den store efterspørgsel efter chill- eller workout-playlister.

Optimering kan også handle om at komponere sange, så fx et omkvæd, hook eller drop fanger lytterens opmærksomhed indenfor de første 30 sekunder – den tid, det typisk tager, før et stream er registreret.

Nogle platforme tillader artister eller pladelabels selv at pitche musik til bestemte playlister, mens andre kræver mellemkomsten af en distributør (fx TuneCore, DistroKid eller CD Baby). Også producerorienterede platforme som Bandcamp og SoundCloud tilbyder eksponering – via fx hitlister eller browsing-sektioner – dog typisk kombineret med en større grad af selvvalgt fremstilling og klassificering end på de forbrugerorienterede platforme.

Blandt de tidlige musikstreamingtjenester var amerikanske Pandora, som fra 2005 udbød en internetbaseret radioservice, hvor brugere kunne få autogenereret en ’station’ ud fra en selvvalgt kunstner. En tilsvarende service blev udviklet af engelske Last.fm (etableret i 2002). Men hvor Pandora baserede sin service på et storstilet musikanalytisk projekt (det såkaldte "Music Genome Project"), koncentrerede Last.fm sig om at kortlægge brugeradfærd, fx lytterhistorik og dermed personlig musiksmag (via et system kaldet ”Audioscrobbler”).

Spotify blev lanceret i 2008. Den svenske tjeneste havde fra begyndelsen fokus på levere et alternativ til tidens ulovlige fildelingstjenester som Napster, Kazaa eller The Pirate Bay, dvs. at give brugerne nem og lovlig adgang til alverdens musik. Fra omkring 2014 drejede firmaets strategi sig imidlertid i retning af kuratering, dvs. leveringen af playlister og musikforslag til den enkelte bruger. Spotify har fra 2010 tilbudt en gratis reklamebaseret adgang til platformen samt muligheden for et betalt, reklamefrit såkaldt ”premium” abonnement.

Lignende modeller er udviklet af franske Deezer (lanceret i 2007) og amerikanske Amazon Music (fra omkring 2008), mens abonnementsordninger har været udbudt af fx de ligeledes amerikanske Google Play Music (2011-2020) og Apple Music (fra 2015). Også norske Tidal føjede sig i 2014 til feltet med en profil, som særligt betoner høj lydkvalitet.

Ved siden af de deciderede musikstreamingtjenester spiller videoplatforme som YouTube og TikTok en vigtig rolle for formidlingen af musik. Det samme gør platforme, som giver nem adgang til distribution også for ikke-professionelle musikere- og producere, fx Bandcamp, SoundCloud og tidligere MySpace.

Som distributionsform lægger streaming sig til den vifte af medier, som historisk har været anvendt til musikformidling – fx vinylplader, CD'er, radio og mp3-filer. Forskellen er dog, at streaming muliggør afspilning af musik i takt med, at den downloades, dvs. uden at man behøver være i besiddelse af den fulde udgivelse, og uden at den gemmes på afspilningsenheden (selv om dette i nogle tilfælde kan lade sig gøre). Samtidig er streaming en individuel distributionsform, hvor den enkelte bruger henter sit indhold fra en server i modsætning til fx radio- eller TV-broadcast. Den serverbaserede lagring muliggør de kolossale musikbiblioteker med adskillige millioner sange.

Forskellige audio- eller videoformater bruges af forskellige tjenester – fx betjener Spotify sig af formaterne Ogg/Vorbis, AAC og HE-AACv2.

Distributionen foregår via såkaldte indholdsdistributionsnetværk (content distribution networks eller CDN). Det vil sige en internetbaseret infrastruktur af servere, som den enkelte bruger tilgår, og hvor indhold i princippet distribueres kortest muligt, hvilket gør det relevant at kunne forudse, hvad brugere på forskellige lokaliteter er interesserede i.

Den digitale distribution muliggør ikke bare udsendelse af musik, men også indsamlingen af en lang række brugeroplysninger i forbindelse med streamingen – fx om hvilken musik, der lyttes til, hvornår, hvor, på hvilke ’devices’ (fx mærke af mobiltelefon), hvornår der skiftes nummer, hvad der søges på i platformens interface, brugerens selvskabte playlister osv.

Det gør, at distributionen kan optimeres som tidligere nævnt. Det muliggør også andre økonomiske aktiviteter som fx personliggjorte musikforslag, salg af individuelt rettede reklamer eller videresalg af brugerdata.

Streamingtjenester reddede ikke bare den etablerede musikbranche fra den trussel, som piratkopiering og ulovlig fildeling udgjorde i 2000'erne. Med den ny distributionsform fulgte en lang række konsekvenser for kunstnere og pladelabels.

Optimistiske forestillinger om, at streaming ville føre til nye og mere demokratiske vilkår i musikbranchen, er i vid udstrækning gjort til skamme. Det, at tjenesternes kolossale musikudvalg ikke afspejler sig i udgifter til lagerplads (som med plader i en musikbutik), gav tidligt anledning til håbefulde ideer om ’den lange hale’, dvs. muligheden for at små indtjeninger på et bredt repertoire tilsammen ville kunne matche storsælgende enkeltartister eller -udgivelser. Det har imidlertid vist sig, at streamingtjenester – bl.a. via kurateringen af playlister – opretholder en blockbuster-økonomi, hvor enkelte kunstnere løber med størstedelen af indtjeningen.

• Spotify