minnesang

Artikelstart

Minnesang, middelalderens tysksprogede kærlighedslyrik. Minnesang er, som navnet siger, sangkunst; forfatterne udformede både tekst og melodi og fremførte selv deres enstemmige sange for et eksklusivt publikum som underholdning ved adelens hoffer. Langt de fleste minnesangere tilhørte den højere eller lavere adel. En mindre gruppe udgjorde de ikke-adelige professionelle digtere.

Faktaboks

Etymologi
Ordet minnesang kommer af middelhøjtysk minnesanc, af minne 'kærlighed' og sanc 'sang',

De ældste sange dateres til ca. 1150, men findes først overleveret halvandet århundrede senere, idet kendskabet til minnesang hovedsagelig beror på tre samlinger fra ca. 1300. Da de sene overleveringer viser betydelig variation, opstår der usikkerhed om det enkelte forfatterskabs omfang, tekstform og ægthed og om teksternes kronologi. Intet af de tre manuskripter indeholder melodier.

Melodioverleveringen er generelt meget sparsom — i modsætning til den romanske (provencalske og franske) kærlighedslyrik, som minnesang er stærkt påvirket af (se trubadurer); bl.a. har tyske lyrikere imiteret romanske strofeformer og således overtaget melodierne. Sådanne "kontrafakturer" kan i nogen grad erstatte de ikke bevarede melodier.

Minnesangens historie kan opdeles i forskellige faser. Den vigtigste skillelinje ligger omkring 1170, hvor en iøjnefaldende orientering efter romanske forbilleder sætter ind.

Forud går früher Minnesang (ca. 1150-1170/80), som har sit centrum i det bayersk-østrigske Donau-område. Forfatterne var muligvis knyttet til Babenbergernes hof i Wien. Indholdsmæssigt karakteriseres disse sange ved skildring af gensidig kærlighed mellem mand og kvinde, der fremtræder som ligestillede.

Formale kendetegn er, at sangene i reglen består af én strofe, som er sammensat af lange verslinjer. Denne tidligste minnesang har muligvis rødder i folkelige former for kærlighedslyrik. Hovednavnene er Der von Kürenberg, der anvender samme strofeform som Nibelungenlied, og Dietmar von Eist, som bl.a. har skrevet den ældste tyske dagvise.

Omkring 1170 ændres stilen i minnesang grundlæggende under indflydelse af provencalsk og fransk kærlighedslyrik med udgangspunkt i grænseområderne ved Rhinen. Ændringen berører såvel indhold som form. I stedet for den gensidige kærlighed træder idealet Hohe Minne, hvor kvinden er den dominerende, ophøjede, fuldkomne og uopnåelige, manden den ydmygt tjenende.

Fuldbyrdelsen af kærligheden er umulig, ikke mindst fordi kvinden er gift med en anden end digteren. I centrum træder i stedet mandens tjeneste, bejlen og hyldest. Herved spiritualiseres det erotiske, og forholdet tager form af et fingeret rollespil.

Af de mange romanske genrer overtages først og fremmest Minnekanzone, den mandlige parts lovprisning, bejlen og kærlighedsklage. Formalt dominerer den treleddede kanzonestrofe med den metrisk-musikalske opbygning AAB.

Den romansk orienterede minnesang (1170-90) begynder med Friedrich von Hausen og en kreds af forfattere med forbindelse til Hohenstaufernes hof. Klart romansk præg har desuden den schweiziske grev Rudolf von Fenis' kontrafakturer.

Højdepunktet når minnesang ca. 1200 med Heinrich von Morungens stærke billedsprog, Reinmar der Altes reflekterende resignationslyrik og Walther von der Vogelweides rigt facetterede lyrik. Dertil kommer epikerne Hartmann von Aue og Wolfram von Eschenbachs vægtige minnesang.

Efter 1210 bryder Neidhart det traditionelle mønster med sine parodiske Sommer- og Winterlieder, som henlægger minne-forholdet til et bondemiljø. Både den traditionelle minnesang og Neidharts parodier (Gegensang) lever i rigt omfang videre i regionale digterkredse op gennem 1200-t.

Der eksperimenteres med genrer, og en raffineret formkunst udvikles. Udløbere af minnesang findes i 1300-t. og så sent som i 1400-t., nu med selvbiografiske træk (fx hos Hugo von Montfort og Oswald von Wolkenstein) og med brug af flerstemmighed (fx hos Mönch von Salzburg og Oswald von Wolkenstein).

Musik

Der kendes færre melodier til minnesang end til trouvère- og trubadursangene, og de er tilmed forholdsvis sene (1300- og 1400-t.). Melodierne er overleveret i koralnotation, og tonehøjden er aflæselig. Ligesom i trouvère- og trubadursangene er rytmen ikke angivet, men den er vanskeligere at udlede af tekstens metrik end for de franske parallellers vedkommende og er meget omdiskuteret.

Musikken er inspireret af det franske repertoire, men er mere enkel og er tillige påvirket af både tysk folkesang og gregoriansk kirkesang. Formmæssigt vigtige er barformen og leichformen, der svarer til den franske lai.

Minnesangerne fremførte selv melodierne ved ridderhofferne til akkompagnement af et eller flere instrumenter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig