Walther von der Vogelweide

Walther von der Vogelweide, ca. 1170-ca. 1230, den betydeligste tysksprogede lyriker fra højmiddelalderen, af ukendt herkomst og social stand.

Hans liv som omvandrende sanger er dokumenteret gennem hans digtning og en enkelt ikke-litterær kilde fra 1203. Som ældre modtog han et len af den tyske kejser Frederik 2. Hans produktion omfatter ca. 600 strofer, overleveret i flere end 30 manuskripter, heri også en enkelt autentisk melodi. Han behersker tidens traditionelle minnesang, men udvider dens rammer på mangfoldige måder: Kærligheden defineres snarere etisk end socialt bundet, og forholdet mellem de elskende skal bygge på gensidighed; han bryder med kvindens fastlagte status og rolle.

Også i sin Spruchlyrik, der ligeledes er beregnet til sang, følger Walther traditionen med temaer som ros, dadel, bøn om løn eller almen etik, men han er samtidig nyskabende ved at udnytte genren som politisk propaganda for forskellige fyrster, bl.a. med stillingtagen til tronfølgestriden mellem stauferne og welferne (se Welf) og med kritik af pavens politiske virksomhed. Skønt Walther både i sin minnesang og i sin Spruchlyrik var en stridbar person, nød han stor anseelse blandt sine samtidige; og de senere mestersangere værdsatte ham som en af de "gamle mestre" i deres kunst.

Walther har, siden den videnskabelige beskæftigelse med tysk middelalderlitteratur begyndte efter 1800, også i den almindelige bevidsthed været anset for et hovednavn. Dette har også sat sig spor i den danske litteratur, fx citeres et af hans kendteste digte ("Unter der Linden/ an der Heide") i H.C. Andersens fortælling "Pebersvendens Nathue", og det er desuden blevet gendigtet, bl.a. af Thøger Larsen.