Hedemelbærris (Arctostaphylos uva-ursi) i blomst
Hedemelbærris (Arctostaphylos uva-ursi) i blomst. Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

melbærris

Melbærris
Hedemelbærris (Arctostaphylos uva-ursi) får røde bær med en flad, melet smag.
Melbærris
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Melbærris er en slægt af stedsegrønne eller løvfældende småbuske i lyngfamilien. Der kendes ca. 70 arter, som overvejende er udbredt i koldt-tempererede egne; i vest findes de dog så langt mod syd som Guatemala.

Faktaboks

Også kendt som

Arctostaphylos

De har kortstilkede, nikkende blomster i klase, og de krukkeformede blomster har ti støvdragere, hvis knapper hver er forsynet med to hornlignende dannelser. Frugten er en lille, rød stenfrugt.

Melbærris i Danmark

I Norden findes kun en enkelt art: hedemelbærris (Arctostaphylos uva-ursi), der er stedsegrøn. Arten bjergmelbærris (Arctous alpina) blev tidligere også regnet til slægten Arctostaphylos. Den er løvfældende og vokser hovedsagelig i bjergegne samt i arktiske og subarktiske områder på den nordlige halvkugle. Bjergmelbærris var tidligere kendt fra en enkelt lokalitet i Vestjylland, men er i dag ikke længere vildtvoksende i landet. Derimod dyrkes den ofte som haveplante.

Hedemelbærris er tæppedannende med flade, rodslående skud. Bladene er omvendt ægformede, skinnende mørkegrønne på oversiden, lysere på undersiden. Blomsterne er lyserøde. Den er almindelig i Jyllands hedeegne, især på lysåbne, tørre hedebakker og langs sandede stier; derudover er den kun fundet på Læsø, nogle få steder på det nordlige Sjælland samt ved Dueodde på Bornholm. Den kan minde en hel del om tyttebær, men blomsten er undersædig, og bladenes underside har et fint netværk af mørke linjer, mens tyttebærbladet har sorte prikker. Endelig er frugten næsten uden smag, melet, heraf navnet.

Melbærris som lægeplante

Hedemelbærris er en gammel lægeplante, som bl.a. har været anvendt mod blærelidelser; bladene indeholder alkaloiderne arbutin og methylarbutin, der overføres til urinen og virker desinficerende på urinvejene. De tanninrige blade er i Rusland blevet benyttet til garvning og som te.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig