Manguster
Faraorotten (Herpestes ichneumon) hører til de solitære manguster. Den er udbredt i store dele af Afrika samt dele af Mellemøsten. Derudover er den indslæbt til bl.a. Italien og Madagasker. Om bestanden af faraorotter i Spanien og Portugal oprindelig er indført eller naturlig er uklart.
Manguster
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Manguster er en familie af små til mellemstore rovdyr. De opdeles i to underfamilier, de solitære manguster (Herpestinae) og de sociale manguster (Mungotinae), med tilsammen 15 slægter og 35 arter. Udbredelsen omfatter Afrika, Sydeuropa og det sydlige Asien.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mangust kommer via fransk fra marathi mangus.
Også kendt som

Herpestidae

I størrelse varierer de fra etiopisk dværgmangust (Helogale hirtula), som bliver 35 cm lang og vejer 220 g, til den 110 cm lange og op til 5,2 kg tunge hvidhalet mangust (Ichneumia albicauda). De er fortrinsvis jordlevende, hvor de ernærer sig af mindre hvirveldyr, insekter, frugt og grønt. De fleste manguster kan smadre æg og hårdskallede insekter ved at kaste dem mod en sten.

Mangusterne blev tidligere placeret i familien af desmerdyr.

Solitære manguster

Manguster
En surikatfamilie (Suricata suricatta) holder udkig ved deres bo i Kalahariørkenen i Botswana. Surikater har spillet store roller i såvel dokumentafilm som reklamer og tegnefilm, hvilket har gjort dem til en af de mest genkendelige arter inden for mangusterne.
Manguster
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

De solitære manguster (Herpestinae) omfatter 24 arter. Disse manguster er generelt lidt større end de sociale manguster, og de fouragerer oftere på små hvirveldyr. Nogle arter tager sågar slanger, men de fleste er ikke immune over for deres gift. De slangedræbende manguster er hurtige og undgår slangernes bid. Bedst kendt er Rikki-Tikki-Tavi i Rudyard Kiplings The Jungle Book (1894).

Manguster er indført mange steder for at bekæmpe rotter og slanger. Det gælder fx bestandene af faraorotter (Herpestes ichneumon) i Italien og på Madagaskar samt muligvis i Spanien og Portugal; trods navnet har arten intet med rotter at gøre.

Sociale manguster

De sociale manguster (Mungotinae) omfatter 11 arter. De færdes i grupper på op til en snes individer og har veludviklede sociale systemer. Det gælder fx zebramanguster (Mungos mungo) og surikater (Suricata suricatta), der graver gangsystemer under jorden. Surikater skifter jævnligt mellem 4-5 underjordiske boer. Hvert bo har en diameter på ca. 5 m og har op til 15 indgange. Gangsystemerne går 1,5-2 m ned i jorden og sikrer surikaterne mod store temperaturforskelle. Surikater begynder dagen med at solbade, indtil de er varmet igennem. De fouragerer som de fleste andre manguster individuelt, men inden for synsvidde af hinanden. Vagtposter advarer, når en fare nærmer sig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig