møntunion

Møntunion, aftale mellem to eller flere lande om, at deres valutaer frit kan anvendes og omsættes til en fast kurs i de involverede lande. Møntunioner blev indgået i 1800-t., da de førende landes indbyrdes valutakurser var blevet lagt fast i forhold til guld eller sølv efter Napoleonskrigenes periode med stærkt svingende valutakurser (se guldfod).

Den mest omfattende union var den latinske møntunion, der blev oprettet i 1865 mellem Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien med francen som møntenhed og med udmøntning af både sølv- og guldmøntenheder med et fast indbyrdes værdiforhold. Landene forpligtede sig til kun at udmønte en vis mængde guld- og sølvmønter, der blev bestemt i forhold til deres indbyggertal, og disse mønter kunne anvendes som lovlige betalingsmidler i alle landene, mens mindre skillemønt holdtes uden for samarbejdet. Italiens forpligtelser var dog mindre strenge end de øvrige landes. I 1868 sluttede Grækenland sig til unionen, og også andre sydeuropæiske og nogle latinamerikanske lande indgik senere i samarbejdet. Unionen kom ud for en række problemer pga. svingninger i prisforholdet mellem guld og sølv, men fastholdtes frem til 1920'erne, da den brød sammen pga. store forskelle i medlemslandenes økonomiske udvikling under og efter 1. Verdenskrig.

Den Skandinaviske Møntunion blev indgået i 1873 mellem Danmark og Sverige og fik tilslutning fra Norge i 1875. Den trådte i kraft i 1877 og omfattede både hovedmønter og skillemønter. Alle landene havde da guldfod. Med faste valutakurser mellem landene og kronen som betalingsenhed kunne man gradvis udvide unionen til også at omfatte sedler. Unionen ophørte reelt ved udbruddet af 1. Verdenskrig, da medlemslandene ophævede seddelindløseligheden, men ophævedes formelt først i 1924. Se også møntkonvention og monetær union.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig